Hop til hovedindhold

Din pårørende skal starte et forløb i Demensteamet og vi anbefaler, at du tager med til konsultationen.

Vi er klar over, at det kan være svært at være pårørende til et menneske, som er mistænkt for at have en demenssygdom, men du en vigtig samarbejdspartner for os – og du ligger inde med viden, der kan være med til at sikre, at din nære/kære får den bedst mulige udredning, behandling, støtte, vejledning og information.

Denne vejledning fortæller, hvad du kan gøre som pårørende. For nemheds skyld omtaler vi fremover din nære/kære som "patienten".


Om forløbet

Ledsag om muligt patienten til alle undersøgelser og konsultationer

Det er forskelligt, hvor langt et forløb patienten vil få i Demensteamet. Nogle patienter afsluttes efter første besøg, andre starter med demensmedicin og skal komme til kontrol efter 4 måneder.

Hos nogle patienter er der behov for yderligere undersøgelser, før lægen kan give en diagnose.

Uanset hvordan forløbet bliver, anbefaler vi, at du ledsager patienten, når han/hun skal til undersøgelser eller konsultationer i Demensteamet.

Hjælp patienten med at huske aftaler

Det vil være en stor hjælp for både patienten og os, hvis du hjælper med at holde styr på diverse informationer, aftaler og undersøgelser.

Del dine oplevelser af patientens hverdag med os

Mange pårørende sidder ofte med en anden oplevelse af hverdagen end patienten. Dette kan være særlig tydeligt under den indledende samtale hos lægen.

Vi lægger op til en åben dialog og anbefaler, at du i forbindelse med samtalen fortæller dine oplevelser, så lægen hører så mange forskellige perspektiver som muligt.

Ofte oplever de pårørende dog, at det kan være vanskeligt at fortælle/tale om deres oplevelser, når patienten er tilstede - særligt hvis de ikke stemmer overens med patientens oplevelser. Derfor har du også mulighed for at tale med os alene. Når lægen skal undersøge patienten beder lægen dig/jer vente i venteværelset. Sygeplejersken vil i ventetiden tale med dig om dine oplevelser og dit indblik i patientens dagligdag.

Tal med sygeplejersken om de ting, der er svære

Som pårørende kan det være hårdt og vanskeligt at forstå, at patienten har forandret sig. Derfor er det også muligt at vende særligt udfordrende problemstillinger fra dagligdagen med sygeplejersken. Samtalen med sygeplejersken bruges til at understøtte diagnosen. 


Kontakt

Har du spørgsmål til patientens forløb eller behandling er du velkommen til at kontakte sygeplejersker i Neurologisk Klinik på hverdage mellem kl. 8.00 og 9.30 på tlf. 78 45 42 33

Ved aflysning eller flytning af en tid kontaktes sekretæren på hverdage mellem kl. 8.00 og 09.30 på tlf. 78 45 42 33