Under indlæggelsen lærer du at skylle via kateteret og hvordan du skal passe det. Du bliver instrueret i stomipleje, så du kan varetage dette inden udskrivelsen.
Hvor meget og hvor ofte skal du skylle?
Den første dag efter operationen skylles der med 10-20 ml saltvand igennem kateteret en gang om dagen.
Derefter begynder du sammen med en sygeplejerske at skylle med lidt postevand igennem kateteret.
Vandmængden øges efterhånden, så du til sidst når op på at skylle med en liter vand hver dag. Dette skal du skylle igennem via en sprøjte, 10 gange per skylning (= en liter vand), for at tarmen bliver tømt. Det kan være hårdt for hænderne og du kan få brug for hjælp derhjemme til at trække vand op med sprøjten. Muligvis kan vandet løbe ind via en vandpose. Det afprøves inden du udskrives.
Det første stykke tid skal du skylle dagligt. Efterhånden vil du formentlig kunne gå over til at skylle hver 2. dag. Dette samt vandmængden, der skylles med, aftales med sygeplejersken.
Hvornår skal du skylle?
Tidspunktet for skylningen skal helst være efter et større måltid.
Find et tidspunkt på dagen, hvor du kan råde over toilettet i fred og ro. Skylningen foregår, mens du sidder på toilettet. Hvis du sidder i kørestol, kan det være en fordel at foretage skylningen mens du sidder i kørestolen ved siden af toilettet.
Du skal afsætte ca. 45 minutter til hele proceduren.
Hvilken anden pleje af kateteret skal du sørge for?
Der renses dagligt med saltvand omkring kateteret og påsættes tør forbinding.
Der sidder en ballon i kateteret, hvor der skal være 3-5 ml vand i. Mængden skal kontrolleres én gang om ugen ved hjælp af en lille sprøjte.