07.02.2022

Det første studie i verden, der sammenligner kirurgisk og ikke-kirurgisk behandling af meniskskader hos unge viser, at træning og patientuddannelse ligesom kirurgi giver gode resultater.

Træning af meniskskade.jpg

Forskere fra Aarhus Universitetshospital, Syddansk Universitet (SDU) og en række ortopædkirurgiske afdelinger på danske hospitaler har gennemført et studie, hvor de har sammenlignet behandling med henholdsvis træning og patientuddannelse versus operation af meniskskader blandt 121 unge mennesker. Foto: Foto/AV ved Aalborg Universitetshospital

Alene i USA foretages hvert år en million operationer af knæskader, og kirurgi er den foretrukne behandling langt de fleste steder i verden.

Med studiet, som er publiceret i det prestigefyldte tidsskrift New England Journal of Medicine (Evidence), viser forskerne, at effekten af at starte med operation ikke er større end at starte med træning og uddannelse, med mulighed for opfølgende operation.

- Meniskskade er en hyppig knæskade og vi har manglet viden om, hvordan de bedst behandles hos unge mennesker. Knæskader kan have store konsekvenser både på kort og lang sigt. Det er derfor vigtigt, at vi nu ved, at der er flere effektive behandlinger at vælge i mellem, mener Martin Lind, professor på Ortopædkirurgi.

Øjnene op for flere mulige behandlinger

På kort sigt betyder en meniskskade ofte fravær fra arbejde eller studie.

Studier viser også, at har man haft en korsbånds- eller meniskskade, er risikoen for slidgigt 15 år efter på 50 procent, og kun halvdelen af patienterne kan vende tilbage til at dyrke sport på samme niveau som før. Det er derfor vigtigt, at patienterne får den behandling, der er bedst for dem. Og det kan altså både være målrettet træning samt uddannelse og/eller operation.

- Etablerede behandlinger er svære at flytte på, og operation er oftest førstevalg til behandling af meniskskader. Vi håber på, at vores studie kan få patienter og klinikere, både praktiserende læger og ortopædkirurger, til at få øjnene op for, at der er flere mulige behandlinger,

Ortopædkirurger bakker op

Ortopædkirurger fra Amager-Hvidovre Hospital, Aalborg Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Regionshospitalet Silkeborg, Næstved Sygehus og Odense Universitetshospital deltog i studiet.

- Det er et spændende og interessant fund, at der blandt unge patienter med en meniskskade er nogle, der klarer sig fint uden operation, siger Martin Lind.

- Som ved mange andre sygdomme og skader er valget af den rigtige behandling til den enkelte patient ofte et spørgsmål om en række forskellige faktorer. Vi har med dette studie vist, at kirurgi stadig er en væsentlig behandling for mange af disse patienter, men at beslutningen om, der skal opereres eller ej, ikke altid er givet på forhånd. Der er grundlag for yderligere studier, således at vi med tiden kan tilbyde endnu mere individualiseret behandling.

Flere studier på vej

- Vi forsker videre på området, og er lige nu i gang med at undersøge, om vi med MR-scanninger af patienter to år efter en meniskskade kan se tegn på slidgigt, og om der er forskel på scanningerne af dem, der er blevet opereret og dem, der har gennemført træningsprogrammet. Vores mål er at kunne vise, om den ene eller anden behandling er bedre til at forebygge slidgigt senere i livet.

  

Fakta om studiet:

I det nye studie blev de 121 patienter delt i to grupper: den ene fik en operation, mens den anden gennemførte et superviseret træningsprogram på 12 uger, bestående af to ugentlige træningssessioner og patientuddannelse.
En fjerdedel af patienterne i træningsgruppen endte med også at blive opereret.

Efter 12 måneder fulgte forskerne op på patienternes smerter, funktion og livskvalitet, og her viste resultaterne, at begge grupper havde fået det væsentligt bedre, og at gruppen der fik operation ikke havde fået en større effekt end gruppen der havde gennemgået træningsprogrammet.  

Studiet er offentliggjort i NEJM Evidence 25. januar 2022.

Studiet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, IMK Almene Fond, Lundbeckfonden, Spar Nord Fonden, Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuses Forskningspulje, Region Sjælland (Exercise First), Gigtforeningen og Danske Fysioterapeuter.