29.09.2021

Flere fik hjertet i gang efter at have fået genoplivning, hvis de også fik ekstra medicin direkte i blodåren, men overlevelsen efter 30 dage var ikke bedre end ved standardbehandling

Forskere på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har i samarbejde med 9 andre hospitaler i Danmark testet, om behandling med yderligere to slags medicin kan hjælpe med at få hjertet til at slå igen, så flere kan overleve efter at have fået hjertestop på hospital. Resultaterne er netop blevet offentliggjort ved den internationale online konference Critical Care Reviews og i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA - Journal of the American Medical Association.

Ca. 2.000 gange om året får en patient hjertestop på et hospital i Danmark. Desværre er dødeligheden meget høj, og 30 dage efter hjertestoppet er kun 25-30% i live. Der findes ingen medicinsk behandling, der bevist kan øge overlevelsen efter hjertestop på hospital, men to mindre forsøg har vist, at kombinationen af hormonerne vasopressin og methylprednisolon måske kan øge overlevelsen.

I et større klinisk forsøg på ti danske hospitaler fik 501 patienter med hjertestop standardbehandlingen, som består af hjertemassage og evt. stød og forskellige typer af medicin. Efter lodtrækning fik halvdelen af patienterne desuden vasopressin og methylprednisolon direkte i blodåren, mens den anden halvdel fik saltvand.

Lægemidlerne vasopressin og methylprednisolon er naturlige hormoner, som ofte gives til kritisk syge patienter. I forskningsprojekter har det set ud til, at stofferne kan øge blodtilførslen til hjertet under genoplivning.

- Vores tese er, at stofferne kan hjælpe hjertet med at komme i gang igen, og resultaterne fra forsøget har vist, at antallet af patienter der fik genoprettet deres cirkulation var 42% i interventionsgruppen og 33% i placebogruppen – en forskel der var statistisk signifikant, siger Lars Wiuff Andersen, der er læge på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Aarhus Universitet.

- Efter 30 dage var der dog ingen forskel i antallet af patienter, der havde overlevet, og det er stadigt uklart om denne kombination af lægemidler kan forbedre overlevelsen efter hjertestop på længere sigt. Det vil kræve mindst 2.000 patienter at undersøge dette, så vi håber på, at vores studie kan skabe international interesse for at samarbejde om et større og mere definitivt forsøg.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Randomiseret, klinisk forsøg.

Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet og 10 hospitaler i Danmark: Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Regionshospitalet Randers, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Regionshospitalet Horsens, Regionshospitalet Viborg, Gentofte Hospital, Herlev Hospital og Sjællands Universitetshospital, Køge.

Ekstern finansiering: Aarhus Universitets Forskningsfond, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Danmarks Frie Forskningsfond.

Vasopressin blev leveret gratis fra firmaet, som ikke på anden måde var involveret i forsøget.

Interessekonflikter: Ingen interessekonflikter.

Læs den videnskabelige artikel:

Effect of Vasopressin and Methylprednisolone vs. Placebo on Return of Spontaneous Circulation in Patients with In-Hospital Cardiac Arrest. Andersen LW, Isbye D, Kjærgaard J, Kristensen C, Darling S, Zwisler S, Fisker S, Schmidt JA, Kirkegaard H, Grejs A, Rossau J, Larsen J, Rasmussen B, Riddersholm S, Iversen K, Schultz M, Nielsen J, Løfgren B, Lauridsen K, Sølling C, Pælestik K, Kjærgaard A, Due-Rasmussen D, Folke F, Charlot M, M.D., Jepsen RM, Wiberg S, Donnino M, Kurth T, Høybye M, Sindberg B, Holmberg M, and Granfeldt A. JAMA 2021. https://dx.doi.org/10.1001/jama.2021.16628

Yderligere oplysninger:

Lars W. Andersen
Læge på Bedøvelse og Operation, Aarhus Universitetshospital
Lektor ved Center for Akutforskning, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Tlf. 5178 1511 eller mail lwandersen@clin.au.dk

Se også hjemmesiden for forskningsprojektet Vasopressin and Methylprednisolone for In-Hospital Cardiac Arrest (VAM-IHCA).