23.12.2021

Teamet bag behandlingen med Cardioband ses (fra venstre til højre) afdelingslæge Christian Alcaraz Frederiksen, overlæge Vibeke Guldbrand Rasmussen, afdelingslæge Asger Andersen, overlæge Karsten Tange Veien og overlæge Troels Thim. Foto: Tonny Foghmar.

Med en ny avanceret hjerteklapbehandling kan flere patienter få behandlet en utæt hjerteklap i højre hjertehalvdel

På Aarhus Universitetshospital har den første patient i Danmark fået reduceret en utæthed i hjerteklappen mellemhøjre forkammer og højre hjertekammer med et bånd, som blev ført op til hjertet via en blodåre i lysken.

Den første patient er Jette Germann Nielsen på 77 år. Hun arbejder ved siden af pensionen – som hun selv udtrykker det - som praktisk gris i en køreskole i Aalborg. For 25 år siden fik hun transplanteret et nyt hjerte, og det har fungeret fint, indtil hun for to år siden begyndte at få åndenød, der langsomt er blevet værre.

Undersøgelser af Jettes hjerte viste, at hun havde en utæthed i hjerteklappen mellem højre forkammer og højre hjertekammer (tricuspidalinsufficiens) som følge af et forstørret højre forkammer. Tricuspidalinsufficiens kan være invaliderende og medføre nedsat livskvalitet, øget sygelighed og dødelighed.

Jette Germann Nielsen har fået reduceret en utæthed i hjerteklappen mellemhøjre forkammer og højre hjertekammer med Cardioband. Foto: Asger Heinrich Nielsen

Sygdommen kan lindres med vanddrivende medicin, men ellers har eneste behandlingsmulighed i mange år været en åben hjerteoperation, som kan være forbundet med en høj risiko for patienten.

Siden 2018 har teamet på Aarhus Universitetshospital foretaget reparationer af utætte tricuspidalklapper med små klips, som blev ført op til hjertet via en blodåre i lysken, og sat ind i de områder, hvor klappen var mest utæt, men det er ikke alle patienter, som kan behandles med den teknik.

Det viste sig, at Jette Germann Nielsen havde tricuspidalinsufficiens, men ved undersøgelse af hendes hjerte kunne lægerne også se, at behandling af hendes hjerteklap med klips ikke ville gøre den tæt og fjerne hendes symptomer.

I stedet blev hun som den første patient i Danmark tilbudt behandling med Cardioband. Cardioband er et tyndt bånd, der er omkring 10 cm langt. Inde i hjertet fæstnes båndet med avanceret teknologi omkring klappen mellem højre forkammer og højre hjertekammer. Herefter strammes båndet til og stabiliserer området omkring hjerteklappen, så utætheden i klappen reduceres

- Behandlingen af Jette var vellykket, og allerede et par dage efter behandlingen, kunne hun gå små ture uden at få åndenød. Det er vigtigt for patienterne, at vi nu har fået en ny behandlingsmulighed med Cardioband til patienter, som ikke kan behandles med eksisterende teknikker, siger hjerteoverlæge Karsten Tange Veien.

Der er et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital om at udvikle kateterbaserede behandlingstilbud til hjerteklappatienter, så flere patienter kan behandles med skånsomme og effektive teknikker.

- Vi deler vores erfaringer og kompetencer. På den måde arbejder vi sammen om at tilbyde vores patienter den mest optimale behandling, siger hjerteoverlæge Troels Thim.