29.10.2021

Afdeling på Aarhus Universitetshospital arrangerer den nordiske sygeplejekonference 'Nordic Blood and Marrow Transplant Nurses Forum' i Aarhus 11.-12. november 2021

80 sygeplejersker fra hospitaler i Norden, som udfører knoglemarvstransplantationer, mødes i november på Comwell Hotel i Aarhus for at lære nyt, som kan forbedre behandlingen og resultatet for patienterne.

Konferencen har stor betydning for Blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital. 20 sygeplejersker fra afdelingen deltager på konferencen, og det er kun muligt, fordi konferencen finder sted i Aarhus.

- Der er få knoglemarvstransplantationscentre i hvert land, og derfor er en nordisk konference en god mulighed for at få inspiration og netværk med kolleger, og for at mærke at nordiske kolleger brænder for det samme speciale, siger projektsygeplejerske Lea Brandt Kristensen, der sammen med afdelingssygeplejerske Tove Brems Sørensen har stået for at arrangere konferencen.

Sygeplejerske Astrid Lindman fra Blodsygdomme vil fortælle om resultater fra nyt et projekt om rehabilitering af patienter behandlet med knoglemarvstransplantation, som hun netop har skrevet ph.d. om, og sygeplejerske Anette Borup, der er unge-koordinator i afdelingen, vil fortælle om, hvilken forskel det gør at have særlig fokus på unge patienter.

Afdelingslæge Martin Bjerregård Pedersen fortæller om brug af knoglemarvstransplantation til patienter med lymfom, og musikterapeut Ilan Sanfi taler om musikterapi til symptomreduktion, empowerment og modstandsdygtighed under behandlingen.

Fra Kræftafdelingen kommer professor Bobby Zachariae og fortæller om senfølger efter kræftsygdom, og fra Lever-, Mave og Tarmsygdomme kommer overlæge Christian Lodberg Hvas og introducerer til ernæring ved akut tarmsvigt.

Fra Rigshospitalet kommer sygeplejerske Kristina Holmegaard Nørskov og fortæller om seksuelle problemer som følge af knoglemarvstransplantation.

Desuden har sygeplejekonferencen to internationale oplægsholdere. Oversygeplejerske Órla Stewart fra King's College Hospital i London er inviteret til at tale om behandling med CAR-T celleterapi fra et sygeplejesynspunkt, og professor i sygepleje Barry Quinn fra Queen's University i Belfast præsenterer de nordiske anbefalinger for mundpleje til hæmatologiske og onkologiske patienter.

Nordic Blood and Marrow Transplant Nurses (NBMT) er dannet af sygeplejersker fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, som arbejder med knoglemarvstransplantation, I 1996. Senere blev Island optaget i NBMT, som er en del af The European Society for Blood and Marrow Transplantation (EBMT).

Yderligere information:

Se programmet for den nordiske sygeplejekonference 'Nordic Blood and Marrow Transplant Nurses Forum'.

Projektsygeplejerske Lea Brandt Kristensen på tlf. 2343 5652 eller mail leakrste@rm.dk

Afdelingssygeplejerske Tove Brems Sørensen på tlf. 2365 6683 eller mail toveso@rm.dk