09.04.2021

Håndkirurgerne bruger et 3D mikroskop og 3D-briller, fx når de som her opererer for manglende heling af de små håndrodsknogler. Kirurgerne har fordel af den store forstørrelse, når de skal transplantere et lille stykke knogle med sin egen blodkarforsyning fra underarmens eller håndens knogler (en vaskulariseret knoglegraft) og flytte det hen til den knogle, der ikke vil hele, for at give nyt liv og øge helingschancerne i det ”døde” knogleområde. Foto: Tonny Foghmar

Når håndkirurgerne på Aarhus Universitetshospital skal operere små fine strukturer i hånden, bruger de nu et mikroskop, som viser operationsområdet forstørret op til 30 gange på en stor og ultraskarp 4K-skærm.

- Vi kan simpelthen lave bedre kirurgi, når vi bedre kan se, hvad vi laver, siger professor og overlæge Maiken Stilling.

Håndkirurgerne bruger 3D mikroskopet ved bl.a. nerveoperationer og ved operationer af misdannelser i hænder og fingre hos børn samt for eksempel ved manglende heling af brud på de små håndrodsknogler, som der opereres for på billedet.

Hidtil har kirurgerne brugt lup-briller, som giver 3-4 gange forstørrelse. I dag er forstørrelsen, opløsning og skarpheden meget større, og kirurgerne bruger 3D-briller, som giver en bedre dybdeforståelse af operationsfeltet. Det gør det lettere at bruge instrumenterne, og tilsammen åbner det en verden af nye muligheder for håndkirurgerne.

- Det giver os muligheder for at lave mindre operationsåbninger, og for at udvikle vores kirurgiske teknikker i fremtiden, hvilket vil kunne blive til gavn for både helingen og for det funktionelle resultat af operationen, siger Maiken Stilling.

Mikroskopet kan optage video og billeder af operationen, som kan bruges til dokumentation, undervisning og forskning. Hvis patienten er vågen, kan vedkommende følge med på skærmene på lige fod med personalet på stuen, eller kirurgen kan bagefter vise patienten, hvordan operationen er foretaget.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.


Se med her hvor professor og overlæge Maiken Stilling, forklarer hvordan udstyret bruges under en operation. Video: Tonny Foghmar

Evt. yderligere information

Professor, overlæge og ph.d. Maiken Stilling på mail Maiken.stilling@rm.dk eller tlf. 5148 2033.