24.04.2021

Et forskningsprojekt om besøgsrestriktioner for pårørende er netop gået i gang på Aarhus Universitetshospital (AUH). Formålet med projektet er at beskrive, hvordan ledere og plejepersonale på somatiske afdelinger har håndteret de skiftende besøgsrestriktioner under COVID-19-pandemien.

AUH er kendt for at være et pårørendevenligt hospital, og besøgsrestriktionerne har udfordret involveringen af de pårørende under COVID-19-pandemien. Derfor undersøger en gruppe kliniske sygeplejespecialister på AUH nu håndteringen af COVID-19-besøgsrestriktionerne på hospitalet.

Videreudvikling af pårørendesamarbejde

Det er ambitionen, at undersøgelsen skal tegne et bredt billede af, hvordan afsnit på et stort dansk universitetshospital har grebet besøgsrestriktionerne an.

Restriktionerne kommer fra centralt hold, og de er fælles for alle afdelinger, men der har givetvis været forskel på, hvordan hvert enkelt afsnit har tilpasset restriktionerne til deres konkrete praksis for at hjælpe patienter og pårørende bedst muligt i denne vanskelige situation.

Det er blandt andet denne lokale tilpasning til restriktionerne og de konkrete vurderinger af enkelttilfælde, som undersøgelsen skal skabe viden om. Derudover forventes det, at resultaterne kan pege på mulige nye redskaber til at videreudvikle afdelingernes samarbejde med pårørende og skabe et vidensfundament, så AUH og andre hospitaler kan handle både hurtigt og klogt i lignende situationer i fremtiden.

Alle AUH-afdelinger, som møder pårørende i hverdagen, deltager i undersøgelsen.

Som en del af forskningsprojektet udsendes der i perioden april-maj 2021 spørgeskemaer til afdelingssygeplejersker og 1-2 udvalgte sygeplejersker i de enkelte afsnit.

Resultaterne publiceres internationalt og formidles på AUH, når undersøgelsen er afsluttet.

Forskergruppen består af disse kliniske sygeplejespecialister

Anne Sophie Ågård, Intensiv

Hanne Mainz, Ortopædkirurgi

Tina Wang Vedelø, Hjerne- og Rygkirurgi

Merete Gregersen, Ældresygdomme

Gitte Susanne Rasmussen, Hud- og Kønssygdomme