20.05.20

2005061008pr.jpg

- Jeg er blevet bedre til at få ro på mig selv efter MBSR-kurset, siger Karina Lokjær Jensen, der er afdelingssygeplejerske på Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Foto: Tonny Foghmar

Kurser i mindfulness har sænket stressniveauet markant hos de ansatte på Aarhus Universitetshospital.

Effekten af kurserne er systematisk blevet fulgt med validerede spørgeskemaer, der måler på deltagernes selvvurderede stresssymptomer - og resultaterne taler deres tydelige sprog: Data fra spørgeskemaerne indtil 2018 viser, at 71 % af kursisterne umiddelbart før kurset oplevede så højt et niveau af stress, at de var i øget risiko for at blive langtidssygemeldte. Efter MBSR-kursusforløbet var tallet faldet til 26 %.

- Vi er glade for, at vores kurser har en markant effekt. Men det er vigtigt at understrege at vi ikke tilbyder kurser i mindfulness, fordi vores medarbejdere skal kunne holde til en presset arbejdsdag., fortæller Katrine Krogsgaard, der er arbejdsmiljøkonsulent på Aarhus Universitetshospital.

- Mange af indsatserne i AUH's arbejdsmiljøstrategi retter sig mod at forbedre de organisatoriske rammer.

Hun glæder sig særligt over, at effekten af MBSR-kurserne ser ud til at holde ved. Fire måneder efter kurserne var andelen af deltagere med et højt niveau af stress og øget risiko for langtidssygemelding faldet til 20 procent – og et år efter var andelen yderligere faldet til 14,3 procent.

- Det viser, at deltagerne bruger det, de har lært på MBSR-kurset, og har effekt af det i lang tid efter kurset.

 

Medarbejderne bliver styrket i hverdagen

Oversygeplejerske Susanne Konnerup fra Aarhus Universitetshospital, har oplevet, hvordan kurserne i mindfulness kan gøre en forskel i en travl hverdag ude på afdelingerne.

- Vi oplever, at medarbejdere, der har været på MBSR-kurset, bliver bedre til at tage vare på egne behov samt får styrket deres evne til nærvær i patientrelationerne og i opgaverne, siger Susanne Konnerup.

- Evnen til at prioritere og tænke klart i pressede situationer bliver også forbedret, og især evnen til at fokusere på alt det, der lykkes, frem for at være for selvkritiske med de ting, man ikke når.

 

Husker at sætte tempoet ned

Afdelingssygeplejerske Karina Lokjær Jensen er en af de mange ansatte på Aarhus Universitetshospital, der har gennemgået kurset i MBSR.

- Jeg er blevet bedre til at få ro på mig selv efter kurset. Jeg husker at stoppe op og kan bedre genkende tegnene på travlhed og begyndende stress, siger Karina Lokjær Jensen, der er afdelingssygeplejerske på Hud- og Kønssygdomme.

I de seneste måneder med ekstra travlhed på hospitalet p.g.a. COVID-19 er Karina også blevet mindet om, at hun skal huske, hvad hun lærte på MBSR-kurset.

- Jeg fik meget travlt, da jeg fik mange nye opgaver i.f.m. COVID-19. Jeg blev bl.a. leder af et nyt sengeafsnit, der opstod som følge af omorganiseringen på hospitalet. Så glemte jeg helt mindfulness-teknikkerne, og det var ikke godt.

- Men nu har jeg fået fat i de gamle vaner og rutiner omkring mindfulness, og det har hjulpet mig at huske, hvad jeg allerede havde lært. 

 

Fakta:

  • Siden 2011 har medarbejderne på Aarhus Universitetshospital haft mulighed for at tilmelde sig et forløb i mindfulness.

  • Fra 2014 har hospitalet tilbudt kurserne ud fra konceptet Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR).

  • Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) er et kursusprogram, der på videnskabelig baggrund bevisligt forbedrer mental sundhed, forebygger og helbreder stress, angst og depression samt en række somatiske lidelser.

  • Kurserne på Aarhus Universitetshospital er 10 uger lange. Langt de fleste, der tilmelder sig, gør det på baggrund af oplevede stress-symptomener, som de gerne vil forebygge udvikler sig til en sygemelding. Andre deltager i.f.m. en sygemelding for stress.

  • Der udbydes fire MBSR-kurser på Aarhus Universitetshospital om året. Det er muligt for alle faggrupper at deltage. Desuden holdes en MBSR-opfølgningsdag for tidligere kursister, ligeledes 4 gange årligt.

 

Yderligere oplysninger:

Katrine Krogsgaard-Jensen, arbejdsmiljøkonsulent, Kvalitet og HR-Udvikling, Aarhus Universitetshospital, mobil 21 19 37 69, e-mail: katrkrog@rm.dk

Susanne Konnerup, oversygeplejerske, Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital, mobil 24 59 75 16, e-mail: susakonn@rm.dk