29.04.2020

Johns tilstand er kritisk. Sygeplejerske og læge vurderer, hvordan hans tilstand kan forbedres. Foto: Michael Harder.

John på 62 er netop blevet indlagt med høj puls, feber, lavt blodtryk og en positiv covid-19-test. Han klager over sin tilstand og snakker i vildelse om sin hund. Sådan lyder oplægget til den træning, som flere hundrede læger og sygeplejersker på AUH har været igennem de seneste uger for at forberede sig til kritisk syge covid-19-patienter.

En sygeplejerske tager i mod John. Roligt spørger han ind til, hvordan John har det samtidig med, at han aflæser data for Johns puls, iltning, blodtryk, vejrtrækning og temperatur. Han får også John op og sidde. John har det skidt og hans tilstand bliver ikke bedre af at få to liter ilt i minuttet gennem en slange i næsen.

Mere end 200 læger og sygeplejersker på AUH har stået overfor John i den covid-simulationstræning, som AUH og MidtSim i fællesskab har stablet på benene for at træne samarbejde og procedurer i forbindelse med håndtering af covid-19-patienter.

"Det handler om at skabe et trygt rum, hvor medarbejderne kan prøve forskellige ting af og lære at samarbejde på tværs af afdelinger," siger Magnus Bie, der er projektsygeplejerske og simulatorinstruktør i MidtSim.

Et tilfældigt møde mellem Magnus Bie og Joachim Vilslev Juelsgaard, der er reservelæge på Lungesygdomme, udviklede sig på få dage fra en god idé om at lave noget undervisning til praktisk træning i at håndtere og behandle covid-19-patienter.

Joachim skrev de to cases, som undervisningen tager udgangspunkt i, og Magnus trak på sine fire års erfaring med simulationstræning.

"Rigtig meget har lige pludselig kunnet lade sig gøre meget hurtigt," siger Magnus Bie og roser den vejvilje, han har mødt blandt personale og ledere i de fire covid-afsnit.

Covid-træning - i slusen.jpg

Alt, der skal ind eller ud fra isolationsstuen, skal igennem slusen under træningssessionen, forklarer Magnus Bie. Foto: Michael Harder.

I processen med at gøre ideen til virkelighed har Gitte Schmidt, uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Ortopædkirurgi og Johannes Martin Schmid, overlæge på Lungesygdomme og funktionsleder på covid-afsnit 4 løftet et stort ansvar. De har sikret det logistiske set-up på rekordstid og været med til at gøre det muligt at udbrede træningssessionerne til de andre covid-afsnit.

Johns tilstand er kritisk

Sygeplejersken skruer op for ilten, så John nu får fem liter i minuttet. Og så kalder han efter assistance. Men der kommer ikke nogen løbende.

Eva Susanna Tracz, der er 1. reservelæge på Hud- og Kønssygsomme og på lørdag har sin første beredskabsvagt på covid-afsnittet, skal nemlig først iklæde sig værnemidler og igennem slusen ind til den isolationsstue, som John ligger på. Derfor går der flere minutter fra sygeplejersken har kaldt på hjælp, til lægen kommer ind på stuen.

John taler i vildelse om sin hund.

Eva prøver at danne sig et overblik. Skruer op for ilten.

Sygeplejersken tager en a-gas.

John bliver blå om munden. Hans vejrtrækning bliver hurtigere.

John lever normalt et stilfærdigt liv på en østjysk villavej. Hans diabetes er velbehandlet, men lige nu er den kroniske sygdom i kombination med covid-19 en alvorlig belastning for hans krop.

Eva vurderer, at John er i så kritisk tilstand, at han skal på intensiv. En sygeplejerske i kontrolrummet ringer efter hjælp.

Covid-træning - sygeplejerske tilser Grete.jpg

Sygeplejerske sørger for, at covid-patient kommer op og sidde, så det er nemmere at trække vejret. Foto: Michael Harder.

Covid-træningen afslører tunnelsyn

Under hver af de to cases, som deltagerne i træningen skal igennem, optræder Magnus Bie som patientens stemme. Det er ham, der sørger for, at deltagerne kan fornemme, hvordan John – som har skikkelse af en dukke – har det.

Samtidig sidder en erfaren læge i hjørnet og skruer op og ned for Johns vejrtrækning, iltning, blodtryk medvidere, så deltagerne kan se, hvordan deres behandling virker.

Træningssituationen giver deltagerne noget, de ikke kan læse sig til.

"Simulationerne er et godt læringsværktøj, der klæder os, der er i beredskabet, men ikke vant til at være på Infektionsmedicinsk Afdeling, bedre på til mødet med covid-patienter," siger Eva Susanna Tracz efter at have været igennem de to cases sammen med tre sygeplejersker.

I den fælles evaluering af træningen giver de medvirkende udtryk for, at man i situationen med en kritisk covid-patient glemmer helt grundlæggende ting, fordi man er så fokuseret på covid.

Når man står overfor en kritisk covid-patient er det derfor en god idé at holde sig til en fast procedure. Og her er ABCDE-tilgangen et virkelig godt redskab, siger Lotte Ebdrup, der er afdelingslæge på Infektionssygdomme, og har overværet flere hold i covid-træningen.

På intensivafdelingen får de Johns kritiske tilstand under kontrol. Med saltvandsdrop og ilt kommer hans værdier tilbage til det normale og efter yderligere et par ugers indlæggelse kan han tage hjem til sin elskede hund igen.

Yderligere information:

Gitte Valsted Eriksen, uddannelseskoordinerende overlæge, ph.d.
Lægelig Videreuddannelse, Aarhus Universitetshospital
Mail: gitte.eriksen@rm.dk
Telefon: 26 19 05 03

Magnus Bie, projektsygeplejerske, simulatorinstruktør
Koncern HR, MidtSim, Region Midtjylland
Mail: magbie@rm.dk
Mobil: 24 99 78 06