27.01.20

2001171004pr.jpg

NIDCAP-metoden sætter særligt fokus på relationen mellem børn og forældre (foto: Tonny Fohgmar)

Aarhus Universitetshospital har Danmarks eneste trænings- og udviklingscenter for NIDCAP-metoden, som er højt specialiseret behandling og skånsom pleje til for tidligt fødte og syge nyfødte.

For tidligt fødte børn har brug for en helt særlig individuel og udviklingstilpasset pleje. Derfor bruger afdelingen for Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital en særlig NIDCAP-metode (Newborn Individualized Developmental Care Assessment Program) til de for tidligt fødte børn.

NIDCAP-metoden går ud på, at forældre og personale i samarbejde lærer barnets sprog at kende; d.v.s. hvordan barnet kommunikerer, og hvilke styrker og udfordringer barnet har.

Med NIDCAP-metoden bliver for tidligt fødte børn passet mest muligt af forældrene under indlæggelsen på hospitalet, da de er barnets vigtigste omsorgsperson. Personalet observerer børnene og vejleder forældrene ud fra NIDCAP-principperne, hvilket gør forældrene mere kompetente til at læse deres børns signaler og behov langt tidligere.

- Med NIDCAP-principperne skabes et roligt og støttende miljø. Der er fokus på familieintegration for at fremme barnets udvikling og vækst, siger Majken Grund, der er afdelingssygeplejerske på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

Sammen med professor Tine Brink Henriksen er hun centerleder på Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på Aarhus Universitetshospital.

- Vi oplever øget empowerment hos forældrene, og at de hurtigere lærer deres barn at kende end tidligere, fortæller Majken Grund.

- Børnene har fået meget mere ro omkring sig og vi oplever, de derved nemmere kan klare de tiltag og procedurer, de skal igennem på grund af deres for tidlige fødsel. Vi får læst deres signaler og behov på en anden måde, hvilket gør, at børnene trives bedre og har mere stabil vejrtrækning.

Flere steder i Danmark benyttes NIDCAP-principperne til børn født for tidligt, men kun på AUH findes et NIDCAP-træningscenter – kaldet Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter. Herfra udbydes der kurser og uddannelser indenfor NIDCAP og FINE (Family Infant Neuro-development Education) samt gives sparring, råd og vejledning.

 

Fakta:

  • I 2015 blev landets første NIDCAP-træner færdiguddannet, og NIDCAP-træningscenteret blev en realitet. Det har skiftevis været under Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, men fra 1. januar ligger Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter nu fast på Aarhus Universitetshospital.
  • I afsnittet for Nyfødt Intensiv under Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital stræber man efter at bruge NIDCAP-principperne. I afsnittet indlægges for tidlig fødte og syge nyfødte, som har brug for højt specialiseret behandling og observation samt skånsom og intensiv pleje. Her behandles børn fra hele regionen, og desuden har afsnittet højtspecialiserede landsdelsfunktioner.

  • Læs mere om Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på nidcap.auh.dk

 

Yderligere oplysninger:

Centerledelsen for Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på Aarhus Universitetshospital:

Majken Grund, afdelingssygeplejerske, Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, mobil 21 49 51 52, e-mail: majkniel@rm.dk

Tine Brink Henriksen, overlæge og professor, Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, mobil 26 83 21 79, e-mail: tine.brink.henriksen@skejby.rm.dk