03.09.2020

Morten og Ane Petrea Ørnstrand indvier Mindetræet på Aarhus Universitetshospital ved at hænge et minde i træ for deres datter Lærke på Mindetræet. Foto: Tonny Foghmar.

Mindetræet skal synliggøre tabet

Fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital er en af Danmarks største fødeafdelinger, og den er kendt for høj faglighed, omsorg og tilfredsfred hos familierne. I langt de fleste tilfælde går graviditet og fødsel godt, men det sker også, at alvorlig sygdom hos barnet eller komplikationer i graviditeten betyder, at barnet dør.

I gamle dage gemte man - i bedste mening - barnet væk og lod forældrene være alene med sorgen. Sådan er det heldigvis ikke mere. Aarhus Universitetshospital har gennem mange år haft en Enhed for tab i forbindelse med graviditet eller fødsel, hvor forældre, der mister et barn under graviditeten eller kort efter fødslen, kan blive indlagt, og hvor personalet er uddannet og har særlig erfaring i omsorg for mennesker, der er ramt af tab.

- Vi skal tage os godt af alle familier, så vi vil også kendes på, hvordan vi tager os af de døde børn og deres forældre. Hos os skal være plads til sorg og fortvivlelse, men også til at grundlægge et minde om barnet, siger vicechefjordemoder Marianne Raundal.

Ane Petrea Ørnstrands datters hjerte holdt op med at slå en varm dag i maj 19 dage før terminen for godt to år siden. Dermed brast alle drømme og forhåbninger for hende og hendes mand Morten, og deres første møde med forældreskabet blev et noget andet, end de havde forestillet sig.

- Med Lærkes død, følte vi os frarøvet vores plads i klubben med alle andre forældre. For i stedet for at få vores datter med hjem og se hende vokse op, blev hun taget fra os. Alle de ritualer, vi skulle have udført som skulle markere vores nye familiestruktur og socialiseringen af vores datter og vores forældreskab, følte vi os snydt for – og det fyldte meget, siger Ane Petrea Ørnstrand.

Derfor har Ane Petrea Ørnstrand taget initiativ til et mindetræ på Aarhus Universitetshospital for at give forældre, der mister et barn, en mulighed for at hænge et minde om deres barn på træet. På den måde får deres barn en plads i verden, og forældrene markerer, at de er forældre på trods af, at barnet er dødt.

Personalet var med på ideen, og træet blev plantet i foråret. På grund af Covid-19 blev indvielsen reduceret til en lille udendørs sammenkomst mandag 31. august, hvor Ane Petrea Ørnstrand talte om de ritualer, der hører forældreskabet til, men som forældre, der mister et barn, ikke har mulighed for:

- Det (de manglende ritualer, red.) kan medføre et ekstra tab og en ekstra sorg – og det er præcis det, som initiativet her skal være med til at bryde med. Med mindetræet giver vi forældrene et tiltrængt rituelt rum og et synligt fællesskab med andre forældre i samme situation. Vi markerer, at forældrene ikke er alene, at der er andre i samme situation, og at der er et liv og et lys på den anden side af mørket – og det er der i den grad brug for, sagde Ane Petrea Ørnstrand.

Fakta om Mindetræet

  • Forældre, der mister et spædbarn, kan sætte et minde på Mindetræet – et minde lavet i træ og personliggjort med navn, tegning, tekst eller andet af forældre/familien. Det skal synliggøre tab og give det døde barn en synlig plads i verden.
  • Mindetræet står i en gårdhave ved Krydspunkt H208. Benyt Indgang H14 og gå til venstre forbi skranken, så kommer der en dør til gårdhaven på højre hånd.
  • Træet er en etagekornel. Et hårdført træ, der trives både i sol og halvskygge og bliver 4-6 meter højt og næsten ligeså bredt. Rødderne er fine og tætforgrenede. Etagekornellen kommer fra Kina og Japan.
  • Træet hedder ETAGE-kornel, fordi grenene kommer til at danne etager. Hovedgrenene vokser lige op, men sidegrenene kommer til at sidde i vanrette tydeligt adskilte etager. På engelsk kaldes træet derfor for wedding cake tree - bryllupskagetræ. Hvad KORNEL betyder, fortaber sig lidt, men man mener, det er beslægtet med 'cornu', der betyder horn, og det skyldes måske, at træet er hårdt indeni.
  • Et træ er et symbol på helheden - foreningen af himmel, jord og vand - eller liv og død. Træer symboliserer samtidig det evige liv og åndens udødelighed, men det symboliserer også en verden i konstant fornyelse - en verden, hvor det er naturligt, at noget dør, og nyt liv opstår.
  • Mindetræet er doneret af Lions Aarhus Sct. Clemens, og blev indviet ved en (på grund af Covid-19) mindre sammenkomst 31. august 2020.