22.06.2020

Et stort dansk studie afkræfter påstand i The Lancet om, at det skulle være mindre farligt at blive opereret om eftermiddagen

I en opsigtvækkende artikel i det meget velansete videnskabelige tidsskrift The Lancet påstod en fransk forskergruppe i 2018, at det er mindre farligt at blive opereret om eftermiddagen end om morgenen.

Det har fået forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet til at gennemføre et registerstudie baseret på over 7000 patienter i VestDansk Hjertedatabase. Det franske studie baserede sig på knapt 600 patienter.

- Vi mener at kunne afkræfte påstanden. Hverken efter hjerteklap-operationer eller efter hjerte-bypass-kirurgi kan vi påvise, at operationstidspunktet har betydning for forskelle i død eller alvorlige komplikationer. Der er heller ingen forskel i langtidsoverlevelse, siger overlæge Ivy Modrau.

Aarhus-forskerne har gennemgået alle patienter, som ved en planlagt operation har fået indsat en ny hjerteklap (aortaklap) eller været igennem hjerte-bypass-kirurgi på Aarhus Universitetshospital og inddelt dem, der blevet opereret henholdsvis om morgenen og om eftermiddagen, i sammenlignelige grupper.

- I Danmark har vi meget komplette kvalitetsdatabaser, og ved hjælp af CPR-nummeret kan vi samkøre oplysninger i flere databaser. Dermed kan vi faktatjekke og give meget kvalificerede svar på de spørgsmål, som videnskabelige resultater i mindre studier rejser, siger Ivy Modrau.

Forskerne sammenlignede dødeligheden indenfor 30 dage og større komplikationer (blodprop i hjertet under indlæggelsen) for de to grupper. Desuden sammenlignede de forekomsten af forkammerflimren under indlæggelsen, blodprøve niveauer for kreatinkinase (som frigøres ved nedbrydning af muskelvæv i hjertet) samt dødeligheden i op til 19 år efter operationen uden at finde forskelle.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Propensity-score matched registerstudie
Samarbejdspartnere: Nej
Ekstern finansiering: Nej
Interessekonflikter: Nej

Læs den videnskabelige artikel:

Kenney PS, Nielsen PH, Modrau IS.  Daytime-dependent cardioprotection in cardiac surgery. A large propensity-matched cohort study- The Annals of Thoracic Surgery. Available online 13. April 2020; https://doi.org/10.1016/j.athoracsur.2020.03.030

Se også: Montaigne et al. Daytime variation of perioperative myocardial injury in cardiac surgery and its prevention by Rev-Erbα antagonism: a single-centre propensity-matched cohort study and a randomised study. Lancet, The, 2018-01-06, Volume 391, Issue 10115, Pages 59-69; https://doi.org/10.1016/s0140-6736(17)32132-3

Yderligere oplysninger:

Ivy Modrau, overlæge ved Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, tlf. 7845 3064 (sekretær) eller mail ivy.modrau@skejby.rm.dk