09.04.2020

Børnelægerne i Dansk Pædiatrisk Selskab har i forbindelse med COVID-19 udarbejdet anbefalinger om start i institution og skole for børn med kroniske sygdomme. Anbefalingerne følges af børneafdelingerne i Region Midtjylland.
 
COVID-19 er en ny sygdom, og udfra et forsigtighedsprincip anbefaler børnelægerne:
  • Børn der er i ”særlig risiko” tilrådes på nuværende tidspunkt at blive passet i hjemmet. Dette gælder også børn, der forud for SARS CoV2 epidemien ikke kunne passes uden for hjemmet.
  • Øvrige børn kan starte i dagtilbud og skole. Enkelte børn er kontaktet direkte, idet man ved individuel lægelig vurdering skønner, at de er i større risiko for COVID-19. 
Vurderingen af, hvilke børn der er i ”særlig risiko” fremgår af Dansk Pædiatrisk Selskabs anbefalinger, som kan findes på http://www.paediatri.dk/nyheder/skolestart-og-risikoborn.
 
Vurderingen vil ændre sig i takt med at børnelægerne får mere viden og erfaring med COVID-19. 
 
Det er vigtigt at understrege, at også børn i ”øget risiko” forventes at klare COVID-19 uden alvorlig sygdom. Er du i tvivl ift. start i institution eller skole skal du rette henvendelse til din patientansvarlige læge.