19.05.20

Patienter fra hele landet har nu mulighed for at få internetbehandling for helbredsangst opstået i forbindelse med COVID-19-epidemien.

Helbredsangst er en tilstand, hvor man i sygelig grad er optaget af sit helbred og frygten for at blive ramt af alvorlig sygdom. Under normale tilstande er ca. 1-2 % af befolkningen ramt i en grad, som kræver behandling. Men i forbindelse med COVID-19-epidemien er der tilsyneladende flere mennesker, som oplever symptomer på helbredsangst - og mennesker, som i forvejen lider af helbredsangst, kan opleve en forværring af de symptomer, som de allerede havde.

På nuværende tidspunkt er der begrænsede muligheder for specialiseret behandling af helbredsangst, og mange vil derfor have svært ved at få den hjælp og behandling, som de har behov for.

- På Aarhus Universitetshospital har vi flere års erfaring med at behandle helbredsangst via et internetbaseret behandlingsprogram, og forskning har vist god effekt af behandlingen, siger Per Fink, der er ledende overlæge på Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital.

- I forbindelse med Covid-19-epidemien har vi derfor besluttet at åbne for, at patienter i hele landet kan henvises.

Selvhjælpsprogram i 12 uger
Behandlingen består af et 12-ugers selvhjælpsprogram med moduler bestående af tekst, videoer og øvelser, hvor man samtidigt løbende har kontakt med en psykolog via sin computer eller tablet.

Programmet er baseret på kendte og velafprøvede psykologiske principper fra ACT (Acceptance and Commitment Therapy), som er en nyere form for kognitiv adfærdsterapi.

- Fordelene ved denne type psykologisk behandling er blandt andet, at man kan sidde hjemme ved sin egen computer og undgår transporttid samt unødig risiko for smitte ved fremmøde. Det er en fleksibel behandling, som kan indpasses i hverdagen. Og man har primært skriftlig kontakt med en fast behandler i et krypteret og sikret beskedsystem, fortæller Per Fink.

Positive forskningsresultater
I perioden marts 2016 til april 2017 er behandlingen blevet afprøvet som en del af et nationalt videnskabeligt projekt. I alt deltog 101 patienter med behandlingskrævende helbredsangst i et lodtrækningsforsøg, og effekterne af behandlingen er blevet samlet og offentliggjort i et ph.d.-projekt.

- Efter 6 måneder havde deltagerne sammenlignet med kontrolgruppen samlet set færre symptomer på helbredsangst. Behandlingen reducerede signifikant både fysiske og depressive symptomer og patienterne oplevede øget livskvalitet.

På grund af de positive resultater er behandlingsprogrammet efterfølgende blevet etableret som et fast tilbud i Region Midtjylland.

FAKTA:

Hvad er helbredsangst?
Helbredsangst og frygt for sygdom strækker sig over et spektrum fra lette tilfælde, som oftest går over af sig selv igen, til svære tilfælde som kan blive invaliderende og behandlingskrævende - og hvor man ofte oplever nogle af disse symptomer:

  • Overdrevet frygt for helbredet og for at fejle noget alvorligt
  • Tilbagevendende tanker om at fejle noget, og som man har svært ved at slå ud af hovedet
  • Overdreven optagethed af kroppen og dens funktioner
  • Bekymring over om man lider af en sygdom, som man har læst eller hørt om
  • Overdrevet optagethed af information om sygdom
  • Undgåelse af situationer som kan udløse eller forværre angsten
  • Urealistisk frygt for smitte
  • Frygt for at tage ordineret medicin
  • Symptomerne er svært forstyrrende, påvirker hverdagens aktiviteter og har varet i mindst 2 uger

Hvem kan få behandling?
Hvis man har symptomer på behandlingskrævende helbredsangst, kan praktiserende læger og andre læger i hele landet henvise til behandlingen. Når man er henvist, vil der blive foretaget et video-interview med en psykolog, som er specialiseret i at behandle helbredsangst. Ved dette interview vil det blive vurderet, om man lider af helbredsangst, og om man kan indgå i behandlingen.

Læs mere om inklusionskriterierne på: https://funktionellelidelser.dk/for-patienter-og-paaroerende/internetbehandling/helbredsangst/

Vil du vide mere?:
Læs mere om helbredsangst og internetbehandling på Aarhus Universitetshospital: https://funktionellelidelser.dk/

Sundhedsstyrelsen har desuden udgivet informationsmateriale om helbredsangst og Covid-19: https://bit.ly/3dYniAF

Yderligere oplysninger:
Lisbeth Frostholm, cand. psyk., ledende psykolog, Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, mobil 22 61 88 75, e-mail: lisbeth.frostholm@aarhus.rm.dk