12.12.2019

Foto: MidtVask

MidtVask har netop fået Svanemærket, som er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer.

Der er nu dokumentation for, at de cirka 6 mio. kg. tøj og linned, der hvert år bliver sendt til vask på hospitalerne i Midt- og Østjylland, bliver vasket på en måde, der skåner miljøet mest muligt. MidtVask er blevet tildelt Svanemærket, som er det officielle miljømærke i hele Norden.

- Vi har altid stort fokus på, at tingene skal være i orden. Både i forhold til drift og trivsel, men også i forhold til miljø og ressourceforbrug. Med svanemærket viser vi, at vi mener det. Samtidigt er certifikatet med til at støtte op om det store arbejde for bæredygtighed, der er i gang i hele Region Midtjylland, siger chef for MidtVask Pernille Lundvang. 

Svanemærket tildeles af Miljømærkning Danmark på baggrund af en detaljeret ansøgning og et kontrolbesøg. Det viser, at en virksomhed sparer mest muligt på strøm og kemikalier, at de bruger kemiske produkter, som er effektive uden at skade miljøet, og at de overholder gældende lovgivning.

- Tillykke til MidtVask! Det er et stort arbejde at blive Svanemærket, og igen har ledere og medarbejdere på MidtVask vist, at de er rigtigt gode til at løfte store opgaver sammen. Samtidig er de med til at vise, at vi på AUH kan og skal bidrage til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.