08.01.18

Patienterne på Skadestuen på Aarhus Universitetshospital oplever at være mere velinformerede efter, at afdelingen er flyttet ud i det nye hospitalsbyggeri i Skejby. Det viser nye resultater fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).

29. maj 2018 slog Akutafdelingen – og dermed Skadestuen - på Aarhus Universitetshospital dørene op til nye lokaler i hospitalsbyggeriet i Skejby. Det har betydet, at patienterne oplever at blive bedre informeret, når de besøger Skadestuen.

Resultaterne kommer fra nye tal fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som bliver offentliggjort i dag. På Aarhus Universitetshospital har 173 patienter i perioden august-september 2018 svaret på et spørgeskema om deres oplevelse af et besøg på Skadestuen.

Mere tilfreds med informationen fra personalet

Særligt på tre spørgsmål i undersøgelsen har Skadestuen fremgang i forhold til sidste år. Det drejer sig om information om udviklingen i ventetiden, løbende information om behandlingen samt en mere forståelig mundtlig information.

- Vi er rigtig glade for, at vores patienter er mere tilfredse med vores måde at informere dem på. Netop dette har vi arbejdet med at forbedre i forbindelse med udflytningen til det nye hospitalsbyggeri, siger Pia Stie-Svendsen, oversygeplejerske i Akutafdelingen.

I de nye lokaler bliver alle patienter modtaget af en sygeplejerske i receptionen lige ved indgangen. Sygeplejersken laver en sundhedsfaglig vurdering af patienten efter den første samtale og vil informere om, hvor lang tid vedkommende skal regne med at vente.

- Den personlige modtagelse i receptionen mener vi er medvirkende til, at patienter og pårørende oplever at være bedre informeret. I vores nye lokaler har sygeplejerskerne bedre overblik over venteområdet, som gør det nemmere at handle hensigtsmæssigt og rettidigt på patienternes behov for hjælp.

Skadestuen har samtidig arbejdet med at udvikle et mere patientvenligt udskrivningsbrev til patienter, pårørende og praktiserende læger, der i et letforståeligt sprog beskriver, hvad der er aftalt i forbindelse med patientens behandling.

- Arbejdet med det patientvenlige udskrivningsbrev har betydet, at vi også er blevet mere opmærksomme på, hvordan vi mundligt informerer patienterne i et let forståeligt sprog.


Flere patienter oplever ventetid

Undersøgelsen viser dog, at flere patienter i Skadestuen fortsat oplever ventetid. I årets undersøgelse rapporterede 66 procent af patienterne, at de oplevede ventetid. I 2017 var tallet 54 procent.

- Vores store indflytning har betydet en periode med længere ventetider, fordi alting var nyt for os. Der var nye arbejdsgange, nye opgavesystemer og et helt nyt traumecenter, som kræver træning, træning og atter træning, fortæller Pia Stie-Svendsen

- I den situation valgte vi at fokusere på, at patienterne fik en sikker behandling i de nye omgivelser – og det gav i begyndelsen længere ventetider.

Efter de første måneder i de nye lokaler har Skadestuen dog nu justeret på hvor meget personale, der skal møde ind i de forskellige vagter, for at kunne nedbringe ventetiden.


Ny organisering tager tid

Inge Pia Christensen, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, glæder sig over de gode resultater fra Skadestuen. Men hun peger også på, at en helt ny organisering i helt nye rammer tager tid at køre ind, når patientsikkerheden skal være i top.

- Da undersøgelsen blev gennemført, var Skadestuen endnu ikke kommet helt på plads efter flytningen. Derfor var det næsten forventeligt, at flere patienter ville opleve ventetid, siger Inge-Pia Christensen.

- I løbet af det næste år tror jeg, at vi kommer til at se flere positive effekter af, at Akutafdelingen og dermed Skadestuen er flyttet i nye lokaler – og at alle vores behandlende afdelinger fra marts 2019 vil være samlet under fælles tag.

Læs rapport om LUP Akut-resultaterne på Aarhus Universitetshospital

 

Yderligere oplysninger:

  • Pia Stie-Svendsen, oversygeplejerske, Akutafdelingen, Aarhus Universitetshospital, mobil 21 26 12 46, mail: pia.stie-svendsen@rm.dk
  • Inge Pia Christensen, sygeplejefaglige direktør, Aarhus Universitetshospital, mobil 30 92 24 04, mail: inge.pia.christensen@rm.dk