19.11.2019

Den første dansker har gennem et nyudviklet skandinavisk nyreudvekslingsprogram fået en ny nyre fra en nærtstående til en anden nyresyg person

For nylig transplanterede læger en nyre fra en anonym levende donor et sted i Skandinavien til en dansk nyrepatient på Aarhus Universitetshospital. Samtidig blev en nærtstående til den anonyme nyredonor transplanteret med en nyre fra en nærtstående til den danske nyrepatient. Operationerne blev udført parallelt i Aarhus og på det andet transplantationscenter i Skandinavien, og nyrerne blev udvekslet med fly mellem de to transplantationscentre.

Principperne i Nyreudvekslingsprogrammet STEP ved bytte af organ mellem to par.

Nyreudvekslingsprogrammet STEP (ScandiaTransplant Kidney Exchange Program) er et samarbejde mellem de skandinaviske transplantationscentre i organisationen Skandiatransplant. De første transplantationer i nyreudvekslingsprogrammet blev udført på transplantationscentre i Sverige i efteråret 2018. Her blev en kæde på tre nyretransplantationer gennemført samtidigt.

Aarhus Universitetshospital arbejder systematisk for at øge antallet af transplantationer gennem brug af levende donorer og i samarbejde med Dansk Center for Organdonation og intensivafdelingerne i Jylland for at øge antallet af afdøde donorer. Alligevel står omkring 100 nyresyge på venteliste til en nyretransplantation i Aarhus.

Mellem to eller flere par

Formålet med nyreudvekslingsprogrammet STEP er at muliggøre nyredonation i de tilfælde, hvor der blandt de nærmeste er en person, som gerne vil være nyredonor, men hvor det ikke er muligt på grund af blodtype eller antistoffer. På denne måde kan en donor, der ønsker at hjælpe en nærtstående nyresyg person, donere sin ene nyre anonymt til en anden, ukendt nyresyg person. Til gengæld modtager den nærtstående en nyre fra en anden modtagers nyredonor. Nyreudvekslinger kan finde sted mellem to eller flere deltagende par.

Principperne i Nyreudvekslingsprogrammet STEP ved bytte af organ mellem tre eller flere par.

- Nogle gange må vi afvise en familiedonor, fordi nyren ikke passer til modtageren, og her kan nyreudvekslingsprogrammet gøre, at donation og transplantation alligevel bliver mulig. Ud over at hjælpe sit eget familiemedlem, kan man på denne måde også være med til at hjælpe en anden patient, siger overlæge Karin Skov.

En stor hjælp for nyresyge med mange antistoffer

Når lægerne undersøger muligheden for transplantation med levende donor, viser det sig i en tredjedel af tilfældene, at den påtænkte donor ikke passer til modtageren. Den mest almindelige årsag til, at en pårørende ikke kan donere, er antistoffer hos den nyresyge, som betyder, at kroppen vil afstøde nyren. I disse tilfælde er modtageren i stedet henvist til at stå på venteliste til nyretransplantation fra en afdød donor.

- Vi forventer ikke voldsomt mange flere transplantationer med nyreudvekslingsprogrammet, men det vil være en stor hjælp for de patienter, som ellers vil få svært ved at få et nyt organ på grund af antistoffer.

Ideen om nyreudveksling eller kædeudveksling opstod i Holland, men også i USA er det blevet almindeligt. I Skandinavien har forberedelserne stået på i nogle år.

Scandiatransplant har udviklet et computerprogram med en algoritme, som kan koble mulige donorer og modtagere. Algoritmen bygger på en matchningsteori, som matematikeren Alvin Roth i 2012 fik Nobelprisen i matematik for at have udviklet.