03.12.19

1912031010.jpgDe fem centrale aktører bag Forum-byggeriet - her med hånden på tidskapslen: Fra venstre provst Dorte Sørensen, regionsrådsformand Anders Kühnau, dekan for Aarhus Universitet Lars Bo Nielsen, direktør for KPC Kurt Poulsen, og direktør for Novo Nordisk Fonden Birgitte Nauntofte (foto: Tonny Foghmar).

En tidskapsel markerede starten på Forum-byggeriet, som er den sidste brik i det store hospitalsbyggeri på Aarhus Universitetshospital.

Et flettet hjerte, en doktorring, en lille messingengel, en USB-nøgle med arkitekttegninger og en nyfortolkning af et Magritte-maleri.

Alle disse ting blev tirsdag formiddag lagt i en tidskapsel for at markere den officielle start på byggeriet af Forum på Aarhus Universitetshospital.

Repræsentanter for de centrale aktører bag byggeriet – Region Midtjylland, Aarhus Universitet, Novo Nordisk Fonden, Folkekirken og KPC – lagde alle en symbolsk ting i tidskapslen, som senere skal placeres i en sten, der kommer til at stå i haven i det færdige byggeri.

- Forum er den sidste brik i det store puslespil, det har været at samle AUH. Her vil der blive plads til både behandling, forskning, udvikling og gode rammer for patienterne, sagde Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland.

En ny tilgang til patienterne

Netop de gode rammer for patienterne lå Birgitte Nauntofte, direktør for Novo Nordisk Fonden, meget på sinde. Fonden er hovedsponsor for Steno Diabetes Center Aarhus, som skal flytte ind i Forum.

- Forum skal være en nyskabelse. Det skal ikke være et hospital, men et center, hvor man skal have en ny tilgang til diabetespatienterne som mennesker, sagde Birgitte Nauntofte.

Folkekirken får også en central placering i Forum, da der skal bygges tre rum med fokus på hhv. kirke, tro og fordybelse. Rummene skal udsmykkes af kunstneren Ingvar Cronhammar.

- For os har det været centralt, hvordan de kirkelige aktiviteter kunne videreføres i det nye byggeri. Derfor har vi forsøgt at kigge ud i fremtiden og hentet inspiration fra andre trossamfund og andre lande, sagde Dorte Sørensen, der er provst for hospitalspræsterne i Region Midtjylland.

Det færdige Forum-byggeri bliver et vartegn for hele det nye hospitalsbyggeri. Forum bliver 60 m højt, hvilket er 10 m højere end helikopterlandingspladsen ved Indgang J, som i dag er det højeste punkt.

 

Baggrundsinformation:

Vartegnet Forum fuldender og forbinder Aarhus Universitetshospital.  Forum kommer til at markere sig i landskabet og bliver et fikspunkt for hele hospitalet, fordi det bliver det højeste punkt i hele bygningskomplekset.

Regionsrådet gav den 19. december 2018 grønt lys for byggeriet af den sidste store brik i samlingen af Aarhus Universitetshospital. Den 14 etager høje bygning får navnet Forum. Det forventes at byggeriet står færdig medio 2022. 

Forum kommer til at rumme patienthotel og en række andre funktioner, der skal skabe optimale forhold for såvel patienter som pårørende. Forum er et fælles projekt mellem Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet og Folkekirken, som bl.a. skal fremme en forskningskultur på tværs af fagområder og interessenter.

Forum-byggeriet bygges ved område A (Indgang A) og kommer til at binde hospitalets nordlige og sydlige dele sammen via forbindelsesgange og alene i kraft af højden, arkitekturen og den helt centrale placering bliver Forum Aarhus Universitetshospitals centrale punkt.

 

Fakta om Forum:

Areal: 22.800 m²

Budget: DKK 680 mio. heraf DKK 457 mio. til totalentreprenør

Bruger: Aarhus Universitet (AU)/Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF), Steno Diabetes center Aarhus (SDCA)/Novo Nordisk Fonden (NNF), Folkekirken (FK) og Region Midtjylland (RM)

Totalentreprenør er Team KPC, der består af KPC, LINK Arkitektur, Sweco og SLA

Ejerforhold: 
Aarhus Universitets Forsknings Fond, Kommuneleasing samt Region Midtjylland, hvor en del er financieret via Kvalitetsfondsprojektet.

Flere informationer: http://www.auh.dk/om-auh/fakta-om-hospitalet/byggeri/forum/

Yderligere information:

Projektchef Ib Grønlund Sørensen

Mobil 23882293
E-mail: ibgsoe@rm.dk

Projektafdeling for byggerier på AUH