14.11.2019

Foto: Michael Harder

Søndag aften fejrer Aarhus Universitetshospital for tidligt fødte børn og viser støtte til deres familier ved at gøre helikopterlandingsplatformen lilla

Det kan være en voldsom oplevelse at få et for tidligt født barn. Derfor markeres Verdens Præmaturdag søndag 17. november ved, at større bygninger over hele verden søndag aften bliver badet i lilla lys til ære for de børn, som fødes for tidligt.

- Vi har udviklet en tradition for at markere Præmaturdagen sammen med hospitaler og organisationer verden over, og vi viser på den måde også vores støtte til forældre og familier, for hvem den tidlige fødsel har været en stor belastning og bekymring, siger overlæge Jesper Padkær Petersen på Aarhus Universitetshospital.

Tidligere var der en betydelig risiko for død og svære handicap, hvis et barn blev født for tidligt, men i løbet af de seneste 20 år er behandlingsmulighederne blevet meget bedre. Alligevel er forløbet omkring fødslen og det ofte lange indlæggelsesforløb ofte præget af stress, bekymringer og sorg, som kan påvirke familien gennem mange år.

I dag overlever de fleste af børnene, og selv om børn født før tiden har en øget risiko for bl.a. udviklingsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder, så klarer de fleste sig på lige fod med andre børn.

 

Fakta:

  • Godt 6 % af alle børn i Danmark fødes før tiden (før graviditeten har varet 37 fulde uger). Det svarer til ca. 4000 børn/år eller 1-2 børn i hver skoleklasse. 
  • De fleste (3.200) er født let til moderat for tidligt (i 32.-36. graviditetsuge), omkring 600 er født meget for tidligt (før uge 32), og heraf er ca. 200 børn per år født ekstremt for tidligt (før uge 28).
  • Langt de fleste for tidligt fødte børn overlever, men dødeligheden og risikoen for alvorlige handicap er stor hos de ekstremt for tidligt fødte.
  • Børn født før tiden har en øget risiko for udviklingsmæssige problemer, men langt de fleste er raske. Selv blandt de børn, der har problemer, er almindelig skolegang og et selvstændigt voksenliv det mest almindelige.