10.09.2018

Forskere fra Aarhus Universitetshospital og Syddansk Universitet skal i samarbejde med patienter og praktiserende læger udvikle et internetprogram til patienter med medicinsk uforklarede symptomer. Programmet skal indeholde råd, vejledning og øvelser til patienterne. Innovationsfonden støtter projektet med 9,4 millioner kroner.

Praktiserende læger møder dagligt mennesker, som henvender sig med symptomer, der ikke skyldes en velkendt diagnose. Trods grundig udredning finder lægen ingen medicinsk forklaring på patienternes smerter, træthed eller føleforstyrrelser.

- Mange mennesker går rundt med symptomer uden at få hverken en forklaring eller en behandling, og det er ærgerligt, for vi ved faktisk meget om, hvad man kan gøre for at få det bedre, fortæller projektleder Marianne Rosendal, som er ph.d. og speciallæge i almen medicin.

Den viden håber forskerne at få ud til flere patienter gennem deres nye forsknings- og innovationsprojekt. En viden, der betyder, at symptomerne ikke er så uforklarede, som mange tror.

Hjælp til selvhjælp 

Kernen i projektet er et webprogram, der indeholder information om forskellige årsager til, at symptomer kan vare ved og metoder, der skal hjælpe patienterne til at få det bedre.

- Vi ved, at forståelsen af ens sygdom har stor betydning. Derfor er det vigtigt, at patienterne får en god forklaring, som giver mening, samtidig med at de får nogle metoder, der kan hjælpe dem til at være så aktive som muligt mod at få det bedre, fortæller projektleder Lisbeth Frostholm, som er psykolog på Aarhus Universitetshospital og lektor på Aarhus Universitet.

Vedvarende smerter, uro eller træthed kan opstå af mange grunde, forklarer Marianne Rosendal. Men har man ondt i længere tid, kan der ske nogle ændringer i nervesystemet og hjernen, som medvirker til, at man bliver ved med at have smerter eller være træt.

- Problemet er, at den viden, som faktisk eksisterer, ikke når ud til patienterne, og derfor har vi taget initiativ til dette projekt, som skal udvikles og afprøves i samarbejde med patienter og praktiserende læger, siger hun.

Programmet udvikles i samarbejde med både praktiserende læger og patienter med vedvarende symptomer. De bliver inviteret til fokusgruppeinterviews og workshops både i starten af projektet og løbende under udviklingen af programmet.

Det er også et omdrejningspunkt i projektet, at selvhjælpsprogrammet bliver udformet, så anvendelsen af det passer naturligt ind i konsultationen hos den praktiserende læge. For at klæde lægerne ordentligt på indeholder projektet derfor også et kursus til praktiserende læger om symptombehandling og om indholdet af internetprogrammet.

Forskning 

Samtidig med at programmet udvikles, vil forskere følge processen og undersøge: 1) hvordan programmet virker på patienter og læger og 2) hvad skal der til, for at anvendelsen af ny teknologi integreres i den kliniske hverdag i almen praksis. Desuden vil det samlede koncept af program og lægekursus blive testet i en større forskningsundersøgelse, hvor forskerne vil måle, om patienterne får forbedret deres livskvalitet. Hvis programmet viser succes, vil der være mulighed for at udbrede programmet til hele landet.

 

Fakta 

  • eASY er forankret på Aarhus Universitetshospital og er udviklet af danske forskere.
  • Projektet laves i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Region Midtjylland, SDU, Region Syddanmark og Region Sjælland.
  • Innovationsfonden støtter eASY med 9,4 mio. kr, TrygFonden støtter med 1,1 mio kr. Desuden en egen finansiering på 1,8 mio. kr.
  • eASY ledes af: Speciallæge, ph.d. seniorforsker Marianne Rosendal og psykolog, ph.d. seniorforsker Lisbeth Frostholm.
  • Projektet udvikles og afprøves i tæt samarbejde med patienter og praktiserende læger
  • eASY er nytænkende og banebrydende både i national og international sammenhæng

Læs mere

mine-symptomer.dk.

Kontakt 

Marianne Rosendal, SDU
E-mail: mrosendal@health.sdu.dk
Tlf.: 2041 1619

Lisbeth Frostholm, Aarhus Universitetshospital
E-mail: lisbfros@rm.dk
Tlf.: 2261 8875