16.03.18

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

 

13. februar kom lille Theodor til verden – på stuegulvet i et rækkehus i Hasselager. Hans mor og far havde valgt, at Theodor skulle fødes i deres eget hjem.

Vidste du, at gravide kvinder selv har ret til at vælge, hvor de vil føde? Og at man f.eks. kan vælge at føde i sit eget hjem.

På Aarhus Universitetshospital hører hjemmefødslerne under Kendt Jordemoderordning. Man kan snakke med sin jordemoder eller din læge, hvis man er interesseret i at føde hjemme. Beslutter man sig for, at fødslen skal foregå hjemme, vil jordemoderbesøget i uge 35 finde sted i ens eget hjem, så man kan planlægge det praktiske omkring fødslen. Hver anden måned bliver der desuden afholdt hjemmefødselscaféer, hvor man kan høre mere om mulighederne ved hjemmefødsel.

I Danmark er det ca. 3 procent af de gravide kvinder, der vælger at føde i hjemmet. Hjemmefødsler har været udsat for ivrig debat, fordi nogle fagfolk mener, at kvinder - der under en hjemmefødsel oplever at blive overflyttet til Fødegangen på hospitalet - vil få en unødigt kompliceret fødsel.


Forskning i hjemmefødsler

Ny forskning lavet af Rikke Maimburg - der er ph.d. og jordemoder på Aarhus Universitetshospital - viser dog, at kun 28 procent af de fødende kvinder oplever at blive overflyttet til Fødegangen under en hjemmefødsel. Og hvis det sker, vil overflytningen typisk foregå meget udramatisk – f.eks. i familiens egen bil eller en taxa. Alternativt i en ambulance, hvis kvinden skal overflyttes liggende.

Årsagen til overflytning under fødslen er som regel, at fødslen skrider langsomt frem – eller at der er brug for mere smertestillende medicin, end jordemoderen kan give i hjemmet. Hvis det bliver nødvendigt at overflytte kvinden efter fødslen, skyldes det f.eks., at jordemoderen har brug for at kunne lejre kvinden bedre, fordi hun skal sys efter en bristning.

Læs mere om hjemmefødsler på Aarhus Universitetshospital: http://bit.ly/2FACoQh

Læs den videnskabelige artikel om hjemmefødsler: https://authors.elsevier.com/a/1Weli6gwKZjL7B