01.05.2018

Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital tog i dag i mod de første læger i Danmark, som tager uddannelsen til speciallæge i det nye akutmedicinske speciale fra grunden

Der var kage til personalet i Akutafdelingen i dag for at fejre, at Rasmus Møller Jeppesen, Irene Møller Albertsen (i midten) og Stine Galili som de første danske læger i dag startede i introduktionsstillinger til det nye akutmedicinske speciale. Desuden startede Mathias Tønder Hyldgaard, som var fraværende, da billedet blev taget. Foto: John Kristensen.

Akutmedicin blev i 2017 et selvstændigt lægespeciale, og Sundhedsstyrelsen udsendte tidligere i år en målbeskrivelse for akutmedicin, som skal sikre, at de kommende speciallæger i akutmedicin har de kompetencer, der skal til for at håndtere akut syge eller tilskadekomne patienter.

- Sundhedsstyrelsens målbeskrivelse for akutmedicin fortæller, hvad en akutmediciner skal kunne. Vi har derefter lagt en plan for, hvordan de skal lære det her hos os, siger Mads Lind Ingeman, som er uddannelsesansvarlig overlæge i Akutafdelingen sammen med Dilek Cakar.

Forrest i billedet ses Danmarks første introduktionslæger i det nye akutmedicinske speciale: Rasmus Møller Jeppesen, Irene Møller Albertsen og Stine Galili. Bagved står de uddannelsesansvarlige overlæger Mads Lind Ingeman og Dilek Cakar, og yderst til højre er det ledende overlæge Ole Mølgaard. Introduktionslæge Mathias Tønder Hyldgaard var fraværende, da billedet blev taget. Foto: John Kristensen.

Akutafdelingen modtager akut syge og tilskadekomne patienter fra hele Aarhus-området samt kritisk syge eller alvorligt tilskadekomne patienter fra hele Region Midtjylland til højt specialiseret behandling. De nye læger skal derfor lære at vurdere og behandle de akutte symptomer og lægge en plan for det videre forløb, så patienten hurtigt kan komme hjem eller til yderligere behandling i en anden specialafdeling. Ofte foregår den indledende behandling i Akutafdelingen i samarbejde med specialister fra andre relevante specialer.

Efter et år i en introduktionsstilling har lægerne mulighed for at søge en hoveduddannelsesstilling, hvor de efter yderligere fem år bliver speciallæger i akutmedicin.