01.10.18

Klinik for Bækkenbundslidelser.jpg

Klinik for Bækkenbundslidelser har fået til huse i det nye hospitalsbyggeri i Skejby. Her ses fra venstre funktionsbærende overlæge Marianne Glavind-Kristensen, professor Peter Christensen og sygeplejerske Sigrid Hansen (foto: Tonny Foghmar).


1. oktober åbner Klinik for Bækkenbundslidelser på Aarhus Universitetshospital. I klinikken er specialistteams fra Urinvejskirurgi, Kvindesygdomme og Fødsler, Mave- og Tarmkirurgi samt Børn og Unge gået sammen om at skabe et sammenhængende udrednings- og behandlingsforløb for nuværende og kommende patienter.

 

I dag slår Aarhus Universitetshospital dørene op til Danmarks første Klinik for Bækkenbundslidelser. Her kan man få specialistbehandling inden for bl.a. urininkontinens, afføringsinkontinens, nedsynkning, fødselsskader og senfølger efter kræftbehandling.

 

- Vi tilbyder patienter med lidelser i bækkenbunden en optimal behandling i et sammenhængende, specialiseret og koordineret forløb, siger overlæge Anette Ryslev, der har ledelsen af Klinik for Bækkenbundslidelser sammen med oversygeplejerske Bodil Clemensen.

 

Fire afdelinger er gået sammen om at danne Klinik for Bækkenbundslidelser: Urinvejskirurgi, Mave- og Tarmkirurgi, Kvindesygdomme og Fødsler samt Børn og Unge. Idéen om at åbne en fælles klinik har været undervejs længe, og i det nye hospitalsbyggeri i Skejby er det blevet muligt at få fælles lokaler.

 

- Klinikken er en "one stop shop". En af de åbenlyse fordele ved vores faglige fællesskab er, at patienterne kan bliver set af specialister fra de involverede specialer samtidig eller på samme dag.

 

Et nationalt kompetencecenter
Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen, ser store perspektiver i Klinik for Bækkenbundslidelser.

 

- Det er ikke kun patientbehandlingen, der vil kunne udvikles i det højtspecialiserede miljø. Det vil også forskning og uddannelse. Jeg tror, at Klinik for Bækkenbundslidelser vil blive et nationalt kompetencecenter – og med tiden også udvikle sig til et internationalt anerkendt center.

 

Inspirationen til at danne Klinik for Bækkenbundslidelser kommer fra udlandet, hvor der på flere af de store, udenlandske hospitaler – bl.a. Guy's and St Thomas' Hospital i London – findes såkaldte "Pelvic Floor Units", hvor specialister er gået sammen om at behandle patienter med lidelser i bækkenbunden.

 

FAKTA:

v  Fire eksisterende kliniske enheder indgår i Klinik for Bækkenbundslidelser:

 

·         Urogynækologisk Klinik, Kvindesygdomme og Fødsler

·         Center for Vandladningsforstyrrelser, Urinvejskirurgi

·         Analfysiologisk Klinik, Mave- og Tarmkirurgi

·         Center for Børneinkontinens, Børn og Unge

·         Desuden er der tilknyttet fysioterapeuter til klinikken.       

 

v  Når Klinik for Bækkenbundslidelser er i fuld drift, forventes klinikken årligt at modtage 3.500-4.000 nyhenviste patienter og udføre 12.000-13.000 årlige ambulante konsultationer. Det skønnes at lede til 1.200-1.300 operative indgreb årligt.

 

Yderligere oplysninger:

Anette Ryslev, ledende overlæge, Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital, mobil 40 17 89 02, e-mail: anetrysl@rm.dk

Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør, Aarhus Universitetshospital, mobil 20 16 32 01, e-mail: joerkris@rm.dk