Hop til hovedindhold

Om operationen

Formål med operationen

Formålet med operationen er at fjerne eller mindske de smerter, der er ved knysten.

Selve indgrebet

Chevron operation

Scarf operation

Cedel operation

Chevron operation

Knysten på knoglen saves af og mellemfodsknoglen oversaves V-formet ved ledhovedet.

Denne forskydes nu ind i foden.

Sædvanligvis holdes knoglen sammen med en lille skrue. Ledkapslen strammes op på indvendige side.

Scarf operation

Stramme bløddele mellem storetåen og 2. tå løsnes via en separat åbning.

Knysten på knoglen saves af og mellemfodsknoglen saves igennem på langs.

Den nederste ende af knoglen med ledhovedet forskydes ind i foden, og knoglen holdes sammen af to små skruer.

Ledkapslen strammes op på indvendige side af tåen.

Cedel operation

Stramme bløddele mellem storetåen og 2. tå løsnes via en separat åbning.

Knysten på knoglen saves af og mellemfodsknoglen oversaves i den øvre ende.

Den nederste ende af knoglen drejes ind i foden, og knoglen holdes sammen af en skrue eller af andet fiksationsmateriale.

Ledkapslen strammes op på indvendige side af storetåen.

Forventninger til resultat

Operationen vil medføre omdannelse af knysten til en almindelig kno. Tåen står mere lige efter operationen.

De første par dage kan der være en del smerter, som reduceres effektivt med smertestillende håndkøbsmedicin. Der vil ofte være en periode på adskillige måneder, hvor der kan være problemer med hævelse og ømhed.

På lang sigt (½-1 år) er 85-90% af alle opererede tilfreds med resultatet.

Operationen foregår ambulant

Indgrebet udføres som regel som en ambulant operation i Dagkirurgi. 

Du vil enten blive opereret i lokalbedøvelse eller kortvarig fuld bedøvelse.

Efter operationen

Så snart du er klar til det, bliver du udskrevet. De første 3 dage bør du holde det opererede ben opad.

Efterbehandlingen er afhængig af operationstypen.

Ved Chevron og Scarf operation anlægges en kunstgipsbandage eller en hælsko i 5 uger. Du må støtte og gå normalt på gipsbandagen, når smerterne tillader det.

Ved Cedels operation bevares gipsen i 7-8 uger. Når smerterne tillader det, må du støtte med 25-30 kg (”måles” ved at støtte på benet på en badevægt).

I forbindelse med at gipsen fjernes, tages et røntgenbillede, og hvis der er normal knogleheling, må du belaste med fuld kropsvægt. Der planlægges en tid til kontrol af operationsresultatet 4-6 måneder efter operationen.

Komplikationer

Der kan være en tendens til, at skævstillingen af storetåen gendannes, hvorfor det tilrådes at anvende fodtøj med en god bredde fortil i skoen, således trykket mod storetåen formindskes.

Der kan opstå symptomer på forfodsfald med smerter og hårdhuds-dannelse under 2. og 3. forfodsknogle. I sjældne tilfælde kan der optræde træthedsbrud i disse knogler.

Der kan forekomme en vis indskrænkning af bevægeligheden i storetåen. Der kan være smerter eller føleforstyrrelser fra arvæv eller fra beskadigede nervegrene i arret.

Ved Cedels operation kan der optræde manglende knogleheling, som kan kræve en ny operation.


Generelt om fod/ankelkirurgi

Fod/Ankelsektoren

Fod/ankel-sektoren er en af 11 specialsektorer under ortopædkirurgisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital. Fod/ankel-sektoren varetager den højt specialiserede fod/ankel-kirurgi i regionen og en stor del af vest-Danmark. Desuden varetages den mere almindelig fod/ankel-kirurgi i det omfang kapaciteten er til rådighed.

Sektoren har undervisningsopgave både for lægestuderende og læger under uddannelse til speciallæger i ortopædisk kirurgi. Du vil derfor kunne møde læger under uddannelse som udfører visse operationer eller dele af operationen, under supervision af en af afdelingens speciallæger. Det vil dog normalt være den læge som du har aftalt operationen med som udfører operationen eller er til stede som superviser og har ansvaret for operationen.

Forventninger til resultat

Den operation som er planlagt har det formål at afhjælpe en specifik sygdomstilstand. Det kan forekomme ved en hvilken som helst operation at der ikke opnås den tilsigtede virkning. I så fald vil det kunne opleves som at tilstanden forværres. Lægen vil informere dig om det hvis der er en særlig øget risiko for et sådan udfald af operationen.

Komplikationsrisiko

Der kan optræde komplikationer til en hvilken som helst operation. Nedenfor er beskrevet den type komplikationer som kan optræde ved alle typer fod/ankel-operationer.

Er der en særlig risiko for komplikationer ved den type operation som du skal have udført eller som følge af særlige helbredsmæssige forhold hos dig selv, vil du få det oplyst af lægen:

Nerveskader:
Ved operation på fod eller ankel vil der kunne forekomme beskadigelse af nervegrene som giver følesans til huden. Det vil kunne give anledning til et hudområde med ændret følesans og i visse tilfælde en nerveknudedannelse som kan være følsom for tryk.

I sjældne tilfælde kan der optræde et smertesyndrom med smerter og stærk overfølsomhed af huden.

Sårhelingskomplikationer:
Der kan forekomme forsinket sårheling eller overfladisk infektion. Det påvirker almindeligvis ikke slutresultatet af operationen, men kan bevirke forlænget bandagering og/eller antibiotikabehandling i en kortere periode og hyppigere ambulante konsultationer.

Alvorlig infektion med infektion i knogle eller led eller omkring det materiale som evt. er sat ind i forbindelse med operationen kan forekomme, men sjældent. En sådan infektion vil i nogle tilfælde medføre, at der skal foretages fornyet operation, og ofte at det indsatte materiale vil skulle fjernes.

Forebyggelse af sårhelingskomplikationer:
Er du ryger, vil rygestop mindske risikoen for sårhelingskomplikationer. Vi anbefaler normalt rygestop fra 5 uger før en planlagt operation.

Efter operationen er det vigtigt at bekæmpe hævelse af foden ved at holde foden hævet til vandret niveau eller lidt derover de første uger.

Optræning

Der er normalt ikke behov for at der iværksættes nogen egentlig optræning efter fod/ankel-operationer. Du vil blive vejledt i hvilke øvelser og hvilken aktivitet, det er hensigtsmæssigt at foretage.

Træning består derudover i at du må begynde at gå, og at gangdistancen øges i takt med at helingen efter operationen tillader det og under hensyn til de gener du har. Det er vigtigt at gangbelastningen ikke medfører for mange smerter. Erfaring viser at det i høj grad drejer sig om at holde igen i efterforløbet og undgå for mange smerter frem for at træne energisk.

Hvis det i særlige tilfælde skønnes, at det er hensigtsmæssigt med et egentlig optræningsforløb, vil det blive vurderet af lægen og fysioterapeuten om det skal ske i kommunalt regi efter udarbejdelse af en genoptræningsplan eller det skal ske hos vores egen fysioterapeut (specialiseret optræning).

Sygemelding

Det kan ikke afgøres på forhånd hvor lang tid det er nødvendigt at være sygemeldt efter en bestemt operation. Sygemeldingsperioden afhænger i høj grad af arbejdets karakter. Lægen kan oplyse dig om, hvad der kan forventes i forhold til din arbejdssituation og den operation som planlægges. Man skal dog være forberedt på, at uanset om det blot er en lille operation man skal have lavet, vil foden være øm og hævet i adskillige måneder efter operationer. Det kan gøre det vanskeligt at finde tilstrækkeligt rummeligt fodtøj, og det vil begrænse mulighederne for at gå.


Mere information

Når/hvis du skal opereres

Læs om hvordan du skal forberede dig på operationen, og hvad du må i tiden efter operationen i den generelle vejledning om operationer i fod og ankel:

Operation i ankel og fod - ambulant


Kontakt

Fod/Ankel sekretariat: 78454160 (Hverdage mellem 9-12)