Hvis du bliver henvist til Mave- og Tarmkirurgi af din egen læge eller andet sygehus, fordi der er mistanke om en godartet lidelse i spiserør/mavesæk og tolvfingertarm, kan der ske følgende:

Du får tilsendt brev i din e-boks med dato og klokkeslæt for en samtale med en læge. Samtalen tager ca. 15-20 minutter. Lægen afgør så, hvad der efterfølgende skal ske.

a) Hvis du skal til en kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk, får du brev om, hvornår du skal møde. Du skal møde fastende, og du sendes hjem senere samme dag.

Undersøgelsen foretages enten på Hospitalsenheden Horsens eller på Mave- og Tarmkirurgi.

b) Hvis du skal have undersøgt lukkefunktionen mellem spiserør og mavesæk, får du brev om indkaldelse. Disse undersøgelser foregår på Motilitetsklinikken

Hvis lægen foreslår, du skal have medicin for at afhjælpe dine symptomer, udskriver lægen en elektronisk recept på medicinen. Du kan selv vælge, på hvilket apotek du henter medinen. Du skal blot opgive dit personnummer.

Du skal muligvis til en ny samtale efter en periode. Hvis du skal det, får du en indkaldelse.

c) Hvis lægen mener, at du skal til undersøgelse, som kræver indlæggelse, får du brev om, hvornår du skal møde til dette.  

Akut indlagt

Hvis din egen læge eller vagtlægen indlægger dig akut med mistanke om blødning fra et mavesår, får du en seng i Fælles Akut afsnittet. Se på kort: Sengeafsnit 3.

Du tilses af en læge fra Mave- og Tarmkirurgi. Hvis lægen mener, at du skal observeres tæt med hyppig måling af blodtryk og puls, bliver du flyttet til sengeafsnit.

Se: Se "At være indlagt på Mave- og Tarmkirurgi"

Hvis lægen skønner, du bløder fra et mavesår, vil du blive tilbudt en kikkertundersøgelse. 

Se Se "Kikkertundersøgelse"

Se også:

Mere information om mavesår og anden godartet lidelse i spiserør/mavesæk