Bivirkningerne kan variere meget fra person til person. Når vi nøjagtigt ved, hvor du skal have stråler, kan vi sige mere om din risiko for de forskellige bivirkninger.

Generelt kan vi sige, at:

  • forbigående bivirkninger opstår allerede under behandlingen. De er som regel værst lige omkring slutningen af strålebehandlingen og er ofte forsvundet efter 2-4 måneder.
  • sene bivirkninger kan opstå måneder efter behandlingen og er ofte vedvarende.

Ofte kan vi give medicin mod bivirkningerne. Det er derfor vigtigt, at du fortæller os, når du begynder at mærke noget til strålebehandlingen.

En del kan ikke passe et arbejde under strålebehandlingen og vil som regel også have behov for at være sygemeldt nogle måneder efter behandlingen.

Forbigående bivirkninger

Hoste og åndenød

Disse symptomer kan ligne dem, man har ved lungebetændelse. Det kan være nødvendigt at give dig medicin eller i svære tilfælde at indlægge dig.

 

Irritation i lungerne

Irritation kan opstå under og lige efter strålebehandling. Symptomerne ligner meget de symptomer, som man kan have ved lungebetændelse såsom hoste, åndenød og feber.

Hvis du oplever disse symptomer, er det vigtigt, at du kontakter Kræftafdelingen, så du kan komme i behandling. Det er vigtigt, at behandling starter straks, da tilstanden i sjældne tilfælde kan være livstruende.

 

Smerter, svie eller ømhed i spiserøret

Disse gener kan forekomme efter et par ugers behandling og forsvinder som regel 1-3 uger efter afsluttet strålebehandling. Det kan gøre det svært for dig at spise, og det kan være nødvendigt med smertestillende medicin.

Huden

Du kan få rødme, ømhed og kløe af huden i det bestrålede område. Det kan føles som en let solskoldning. Hvis du under strålebehandlingen får behov for at bruge creme, vil sygeplejersken vejlede dig i, hvilken creme du skal bruge.

Læs mere i vores pjecer:

Træthed

Det er helt normalt, at du i forbindelse med strålebehandling oplever træthed.

Oftest viser trætheden sig efter et par ugers behandling. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor udtalt trætheden bliver.

For mange kan det være belastende at skulle møde op på en kræftafdeling og dermed forholde sig til, at man er syg.

Hvis man har lang transporttid til behandlingsstedet, kan det i sig selv være trættende.

Under alle omstændigheder kan det være gavnligt at tage sig tid til et ekstra hvil i løbet af dagen, både i den periode man får strålebehandling, og i tiden efter endt behandling.

Lettere daglig motion såsom gå- og/eller cykelture kan være gavnligt, da man så også hviler bedre bagefter. 

Samliv og seksualitet

Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation

Læs mere på siderne om seksualitet

Sene bivirkninger

Når strålebehandlingen er overstået, kan der med tiden opstå varige gener fra lunger og spiserør. Det kan give symptomer som øget tendens til åndenød, og der kan i sjældne tilfælde optræde synkeproblemer.

Hvis du vil vide mere

Strålebehandling på Kræftafdelingen (Aarhus Universitetshospital)

Strålebehandling (Kræftens Bekæmpelse)

Hvad kan du selv gøre