Efter tapning bliver dit blod delt op i 3 forskellige bestanddele. På den måde får flere mennesker gavn af det samme blod.

Røde blodlegemer (erytrocytter)

De røde blodlegemer transporterer ilten rundt i kroppen.

Når man måler hæmoglobinen, måler man antallet af de røde blodlegemer. Bliver hæmoglobinværdien for lav, får kroppen ikke nok ilt, og det kan derfor være nødvendigt at give en blodtransfusion.

Når man i daglig tale siger blodtransfusion, mener man som regel, at man får en transfusion af røde blodlegemer.

De røde blodlegemer kan holde sig i 5 uger ved 4 grader.

Blodplader (trombocytter)

Blodplader er nødvendige for at blodet kan størkne (koagulere) og gives for at standse eller forhindre en blødning.

Anvendes især til patienter, som har tabt meget blod i forbindelse med en voldsom blødning eller patienter, som pga. medicin eller sygdom, ikke selv kan danne blodplader.

En portion blodplader består af blodplader fra 4 forskellige donorer med samme blodtype, for at der er nok blodplader til, at patienten får gavn af transfusionen.

Blodplader kan holde sig 5-7 døgn ved 22 grader.

Plasma

Er den flydende del af blodet og indeholder forskellige proteiner og faktorer, som har betydning for blodets evne til at størkne. 

Anvendes til patienter, som mangler disse faktorer, f.eks. i forbindelse med en voldsom blødning. Bruges ligeledes til medicinfremstilling.


Plasma fryses ned og kan holde sig adskillige måneder.