Fysioterapeuter på CF-center Skejby                      

Der er tilknyttet 3 børnefysioterapeuter og 3 voksnefysioterapeuter til CF-teamet. Patienten møder os ved ambulatoriebesøg og under indlæggelse.

 

Formålet med den fysioterapeutiske behandling

Formålet med den fysioterapeutiske behandling er at lære patienten et behandlingsprogram, hvis mål er at forsinke progressionen i lungesygdommen og de deraf affødte komplikationer.

 

Herunder:

-at bedre, vedligeholde eller mindske fald i lungefunktionen.

-at bedre, bevare eller mindske fald i fysisk funktion.

-at forebygge og behandle ufrivillig vandladning.

-at forebygge muskuloskeletale problemer.

 

Behandling under indlæggelse

Forældre til nydiagnosticerede børn instrueres i at give barnet PEP-maske behandling og informeres om vigtigheden af daglig fysisk aktivitet.

Ved senere indlæggelse møder patienten dagligt, eller efter behov, en fysioterapeut til træning samt lungefysioterapi.

Det er vigtigt, at patienten altid medbringer PEP-maske/hjemme C-PAP ved indlæggelse.

 

Ambulante besøg

Hyppighed af ambulante besøg hos fysioterapeut er som udgangspunkt:

 

Nydiagnosticerede:               Hver måned de første 5-6 måneder

½ - 3 års alderen:                 Hver 3. mdr.

3 -16 års alderen:                 Hver 4. mdr.

16-18 års alderen:                Hver 6. mdr                        

Over 18 år:                          Hver 12. mdr.

 

Alle patienter tilknyttet CF-center Skejby får udleveret PEP-maske og hjemme C-PAP efter behov. Disse skal medbringes ved alle ambulante besøg.

 

Fysioterapeutisk behandling

Behandlingen under indlæggelse og ved ambulante besøg tilrettelægges individuelt. Den består typisk af:

 

Lungefysioterapi - som har til formål at løsne slim, så det lettere kan hostes op samt på længere sigt at forebygge infektioner. Vi tilbyder:

PEP-maske behandling

                      CPAP behandling

                      Stødeteknik

                      Hvilestillinger

                      Håndtering af åndenød

 

Fysisk aktivitet hos børn og voksne - som har til formål at øge udholdenheden i åndedrætsmusklerne, løsne slim, øge muskelmasse og -styrke, nedsætte åndenød samt øge livskvaliteten. Vi tilbyder:

                      Udarbejdelse af træningsprogram

                      Vejledning i daglig motion     og lege

 

Funktionstest - som har til formål at undersøge patientens fysiske niveau med henblik på at vurdere fysisk kapacitet og fysisk begrænsning. På baggrund heraf gives råd og vejledning om sikker og effektiv træning. Vi tilbyder:

                      Vurdering af motorisk udvikling

                      Konditest

                     

Træning af bækkenbunden - som har til formål at forebygge og behandle ufrivillig vandladning, hvilket kan forekomme ved hyppig hoste/stødning. Vi tilbyder:

                     

Vejledning og instruktion 

Udarbejdelse af træningsprogram

 

Øvelser til at bedre kropsholdningen - som har til formål at forebygge og mindske muskel- og ledgener. Vi tilbyder:

                      Udspænding

                      Styrke/stabilitetstræning

                      Kropsbevidsthedstræning

 

CF-skole

Fysioterapeuter underviser sammen med sygeplejersker, socialrådgiver, diætist, psykolog og læger.

Der er CF-skole for 5 årige, 10 årige og 14 årige. I den fysioterapeutiske del afprøves lungefysioterapi, lege samt fysiske aktiviteter i gymnastiksal og/eller bassin.