I Urinvejskirurgi vægtes kvaliteten af pleje og behandling højt. Personalet er engageret og udviklingsorienteret, og der arbejdes løbende på at optimere afdelingens tilbud til patienter og pårørende i forhold til hvert enkelt behandlingsforløb.

Som en del af dette er der kontinuerligt fokus på udvikling af den enkelte medarbejders kompetencer og på det interne læringsmiljø i afdelingen, der generelt er kendetegnet af en åbenhed i forhold til at afprøve nye læringsmetoder i forhold til uddannelse af personalet.

Nyansatte gennemgår et introduktionsprogram, og for nyansat plejepersonale afvikles Urologisk Basiskursus med fokus på udvalgte dele af specialet. Der afholdes monofaglige konferencer samt interne temaeftermiddage, ligesom personalet støttes i at deltage i nationale som internationale konferencer, kurser, specialerelaterede fora, temadage og efteruddannelser, både som deltagere og som undervisere.

Herudover har afdelingen et tæt samarbejde med Aarhus Kommune om at sikre, at de rette kompetencer er til stede hos personalet, så patienter og pårørende oplever sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer.