Behandling af læbe-, gumme-, ganespalte
For tiden udføres de første operationer umiddelbart efter fødslen og i meget tidlig barnealder på Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Her foretages de primære lukninger af læbe-gumme-gane-spalter. Imidlertid vil der altid forekomme restfistler (hul fra munden til næsen på grund af knoglemangel) i større eller mindre grad efter disse operationer.
I nært samarbejde med specialtandlægerne i tandregulering på Ganespalteafdelingen, Peter Sabroes Gade, udfører vi på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, de nødvendige operationer for at genskabe kæbeknoglen og fjerne de restfistler, der måtte være til stede efter de første operationer.
Læs mere om ganespalte - forløbet og ganespalte - operation
Læs også om Ganespalteafdelingen
Overbid og underbid - behandling af patienter med læbe-kæbe-gane-spalte
Fejlstilling af tænder og kæber som følge af læbe-kæbe-ganespalte, kan i de fleste tilfælde behandles med bøjler på tænderne eller aftageligt apparatur. Specialtandlægerne i tandregulering på Ganespalteafdelingen foretager denne behandling, der normalt finder sted, mens det er muligt at påvirke kæbernes vækst, dvs. før barnet er udvokset.
I en del tilfælde kan der kun opnås et tilfredsstillende resultet ved at kombinere bøjlebehandling med en operation på kæberne. Specialtandlæger i kæbekirurgi fortager denne type operation, der udføres efter man er udvokset, og kæberne ikke længere vokser. I sådanne tilfælde planlægges behandlingen på Ganespalteafdelingen ved en undersøgelse, hvor der både er en bøjletandlæge og en kæbekirurg til stede.
Læs mere om:
- Overbid og underbid - Typisk behandlingsforløb af overbid og underbid
- Overbid og underbid - Operation for overbid og underbid
- Overbid og underbid - Operation med gradvis forlængelse af kæberne
Afsluttende knoglerekonstruktion og implantatbehandling
Hos en del patienter med læbe-kæbe-ganespalte mangler tandanlægget svarende til den lille fortand i spalteområdet. Dette tandmellemrum kan enten lukkes ved hjælp af tandregulering eller ved en operation på kæberne.
I nogle tilfælde vil det mest tilfredsstillende resultat opnås ved at tandmellemrummet holdes åbent under tandreguleringsperioden. Efter tandreguleringens afslutning kan tandmellemrummet så lukkes med indsættelse af et implantat.
Nogle gange vil dette kræve, at der transplanteres ekstra knogle til spalteområdet. Behovet for dette vurderes ved en undersøgelse på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Afdeling.
I de tilfælde hvor knogletransplantation er nødvendig foretages denne som regel med et knogletransplantat fra hagen eller underkæbens sidepartier. Knogletransplantatet skal herefter indhele 4-5 måneder, hvorefter implantatet kan sættes ind.
Implantatet indsættes i tandmellemrummet i lokalbedøvelse. Efter seks måneders indheling i kæben, kan implantatet forbindes med mundhulen og fremstillingen af tandkronen kan begynde.