Den mad du spiser betyder en masse for din sundhed. Når du spiser får du proteiner, fedt og kulhydrater, vitaminer, mineraler og fibre – næringsstoffer din krop har brug for.
Patienter med psoriasis og hidrosadenitis suppurativa (HS) har en øget risiko for udvikling af følgesygdomme som type 2 diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og hjertekar sygdom.
Desuden er der ligeledes påvist en stærk sammenhæng mellem overvægt og sygdomsaktivitet.
Er du overvægtig med et BMI over 25 anbefales derfor et vægttab, for at reducere sygdomsaktiviteten.
De Officielle Kostråd
Det anbefales, at du spiser efter De officielle Kostråd. Rådene sikrer, at du får dækket kroppens behov for næringsstoffer, vitaminer og mineraler og desuden nedsætter du risikoen for udvikling af følgesygdomme og overvægt. Under et vægttab anbefales det, udover at følge kostrådene, at du er opmærksom på mængder/portionsstørrelser og reducerer disse.
De officielle Kostråd består af syv kostråd samt et par supplerende tips:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Vigtige tips
- Begræns madspild
- Gå efter Nøglehullet – Nøglehullet er det officielle ernæringsmærke, som gør det nemt at vælge sundere i hverdagen. Når du vælger mad- og drikkevarer med Nøglehullet, bliver det nemmere at spare på fedt, sukker og salt og at få flere fibre og fuldkorn.
Bevægelse og fysisk aktivitet
Daglig bevægelse er vigtigt. Det giver energi og styrke til, at du kan gøre de ting du gerne vil i din hverdag.
Bevægelse styrker dine muskler og er med til, at give et større mentalt overskud. Ligesom at følge de officielle kostråd mindsker fysisk aktivitet også risikoen for at udvikle følgesygdomme.
Der anbefales ikke en specifik motionsform. Find den motionsform du har lyst til, finder glæde ved og som gerne giver dig et smil på læben. Det er også vigtigt, at finde en motionsform som passer ind i din hverdag, så er der større mulighed for at det lukkedes for dig, at få bevæget dig regelmæssigt.
Sæt realistiske mål og husk at lidt er bedre end ingenting, så glæd dig over den træning du gennemfører.
10 kostråd til mere sundhed og energi i hverdagen (Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme)
D-vitaminmangel (Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme)