Det anslås, at op mod 400.000 danskere lider af en eller flere autoimmune sygdomme. En autoimmun sygdom er en kronisk tilstand der betyder, at immunsystemet skaber en betændelsesreaktion (inflammation) i et eller flere organer. Det kan f.eks. dreje sig om inflammation i tarmsystemet, huden eller leddene.

Nogle af de autoimmune sygdomme kan være beslægtet med hinanden, og vi ved, at har man først én autoimmune sygdom, er der en forøget risiko for, at der udvikles andre autoimmune sygdomme.

Hvorfor sygdommene opstår, er endnu uvist. Dog er det velkendt, at patienter med en eller flere autoimmune sygdomme har en øget risiko for at udvikle en eller flere følgesygdomme såsom hjerte-kar-sygdom og diabetes. Desuden ses det, at sygdommene kan være en psykisk og social belastning.

I centret beskæftiger vi os med patienter, der har psoriasis, hidrosadenitis suppurativa, rygsøjlegigt, psoriasisgigt, morbus Crohn og colitis ulcerosa.

 

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om autoimmune sygdomme og hvordan du kan håndtere dem, så gå til "Viden og ressourcer".