ngc-logo (1).png

 

Nationalt Genom Center blev vedtaget ved lov i maj 2018 og er støttet af staten, Danske Regioner og Novo Nordisk Fonden. NGC blev oprettet som styrelse under Sundheds- og Ældreministeriet den 1.maj 2019.

Nationalt Genom Center arbejder for at understøtte, at læger og forskere ved hjælp af viden om patienters gener og sygdommes årsager kan udvikle skræddersyet behandling.

En af Nationalt Genom Centers primære opgaver er at udføre kortlægning af patienters genomer (arvemasse).

Nationalt Helgenomsekventeringscenter (WGS) Vest er placeret på MOMA.

De to højtspecialiserede nationale laboratorier i Øst- og Vestdanmark genererer store mængder data fra patientprøver, der analyseres. En supercomputer identificerer forandringer i arvemassen. Disse forandringer fortolkes dernæst af kliniske akademikere, som videregiver svaret til den behandlingsansvarlige læge. Lægen får derved et meget præcist billede af, hvordan patienten kan behandles bedst muligt.

I februar 2021 blev de første 12 patientgrupper til helgenomsekventering udvalgt, og de første prøver sekventeret. I april 2021 kunne de første helgenom prøvesvar i patientgruppen "Børn og unge under 18 år med sjældne sygdomme" afgives. I juni 2022 modtager NGC prøver fra i alt syv patientgrupper.

Læs mere om Nationalt Genom Center og personlig medicin.