Leverbetændelse B og C er virus der kan overføres ved blod og sekreter samt seksuel samvær.

De kan også være medfødte og i halvdelen af tilfældende ved man faktisk ikke, hvordan smitten er foregået.

Undersøgelser og behandling

Sygdomme kan ligge i kroppen uden at give nogle symptomer, men virus kan på sigt skade leveren. Derfor undersøger vi dels, om du har tegn på aktiv infektion i en blodprøve, men vi undersøger også din lever for, hvor meget den har taget skade, og det gør vi med en leverskanning, og til tider har vi også behov for at tage en lille vævsprøve af leveren.

I dag er der særdeles effektive behandlinger til at behandle hepatitis C, så virus hos stort set alle kan blive udryddet helt fra kroppen igen og dermed ikke skade leveren på sigt.

For type B leverbetændelse er der også god medicin, som kan nedsætte hastigheden hvormed leveren tager skade. Der er også mulighed for at leverbetændelse B og C af sig selv går over igen.

Hvilke prøver skal du have taget?

Du får taget blodprøver og måske også flere undersøgelser (røntgen/skanning, afføringsprøver, urinprøver osv.)

Skal du indlægges?

Som hovedregel vil du ikke skulle indlægges. Vi tilstræber, at vores patienter er kortest muligt i afdelingen. Derfor tilstræber vi, at langt de fleste tiltag foretages i vores Infektionsklinik.

En gang imellem kan din sygdom være så kompliceret, eller du kan som patient have det så skidt, at du har brug for en seng, og i de tilfælde vil der blive tale om en indlæggelse.

Hvornår får du at vide, hvad du fejler?

Der går som regel 1-2 måneder før vi har vurderet status for virusinfektionen og den eventuelle skade, som virus måtte have forårsaget på leveren.