En hjerteoperation er en stor operation, som naturligvis ikke kan gennemføres uden risiko. Risikoen for problemer under og efter operation afhænger af mange ting, bl.a. hvilken hjertefejl der opereres for og hvilke sygdomme patienterne ellers har. Patienter der oveni deres medfødte hjertesygdome også har åreforkalkning i kranspulsårer, sukkersyge eller nyresygdomme eller hvor hjertet har taget permanent skade har en højere risiko.

Risikoen for at det ikke lykkes er alles skræk, og ved samtalen med hjertekirurgen før operationen vil der blive givet grundig information - både om risikoen for ikke at overleve og om andre problemer, der kan opstå. Der vil selvfølgelig blive rig mulighed for at spørge både under samtalen og undervejs.

Det er sjældent, at patienter dør under selve operationen, men det kan f.eks. være, at hjertets pumpeevne er så dårlig, at vi ikke kan få hjertet igang igen efter at have repareret hjertefejlen.

I dagene efter hjerteoperationen viser nogle patienter sig at være meget sårbare, så de ikke kan klare sig. Det vil vise sig ved, at de har behov for flere og flere slags medicin, og der skal kobles flere og flere hjælpeapparater til, som overtager funktionen for de organer i kroppen, som har problemer.

En hjerteoperation er en stor operation, der ikke bare påvirker hjertet, men hele kroppen. Selvom hjertet måske er opereret til "et normalt hjerte", er det at blive bedøvet, få åbnet brystkassen, være koblet til en hjerte-lunge-maskine og få standset hjertet i sig selv en stor belastning for kroppen. Det er meget forskelligt, hvordan kroppen reagerer på alt det, der sker i forbindelse med en hjerteoperation. Det er svært at sige på forhånd, hvordan det vil gå, men vi ved dog, at det generelt er patienterne med de mest alvorlige hjertefejl og patienter som fejler andre ting samtidig, der har problemer bagefter. Oftest ender det dog godt.

Hvilke problemer kan opstå efter operationen?

Man kan inddele problemerne efter organerne:

Hjernen kan vise sin "irritation" ved, forbigående kramper eller sitren, som let kan behandles, og som aldrig giver blivende problemer. I ganske få tilfælde ser vi lammelser af en arm eller et ben, som dog oftest kan genoptrænes. Det kan desværre også i få tilfælde ende med hjerneskader, som i de allersværeste tilfælde bliver vedvarende.

Risikoen for hjerneskade afhænger af, hvor syge patienterne er men generelt ligger tallet omkring 1-2 %.

Hvis nyrerne bliver påvirkede, dannes mindre urin, og affaldsstoffer udskilles ikke. Evt. stopper urinproduktionen helt. Ofte kan nyrerne hjælpes på vej med vanddrivende medicin. Hvis det ikke er nok, er det nødvendigt at overtage nyrernes arbejde ved at anlægge et dialysekateter (hæmo-dialyse) og blodet renses for affaldsstoffer. Efter noget tid kommer nyrerne som regel igang igen, og dialysekateteret kan fjernes. Ganske enkelte vil ende som dialyse patienter. Mindre end 5% får behov for dialyse og det er oftest forbigående behov for dialyse.

Hvis lungerne påvirkes, kan blodet ikke iltes tilstrækkeligt. Det kan f.eks. skyldes, at selve lungevævet er fyldt med væske eller sekret eller er faldet sammen (atelektase), men det kan også være væske, der står omkring lungevævet og presser det sammen. Væske omkring lungen i lungehulen kan udtømmes ved at føre et kateter ind i lungehulen (et dræn). Drænet skal ofte ligge et par dage og kan så fjernes. Det kræver bedøvelse (lokalbedøvelse) at anlægge et dræn, men ikke at fjerne det.

Hvis lungevævet er påvirket, vil respiratorbehandling eller behandling med CPAP (luft der blæses ind med et lille overtryk) over nogle dage ofte løse problemet. Hos nogle få procent tilkommer der lungebetændelse, som vil blive behandlet med antibiotika.

Den måde hjertet kan vise, at det er påvirket på, kan være rytmeforstyrrelse eller nedsat pumpekraft.

Rytmeforstyrrelser ses hos omkring 30-40% i dagene efter operationen. Det vil oftest være forkammer flimren eller flagren som mærkes som en hurtig puls, og hvis hastigheden kommer for højt op, vil hjertet have svært ved at følge med. I de tilfælde behandler vi med medicin eller vi giver et stød.

Der kan også komme for langsom hjerterytme. Det er oftest hos patienter, som har fået lukket hullet i skillevæggen mellem hjertekamrene. En del af ledningssystemet ligger tæt på hullet og kan blive beskadiget i forbindelse med, at hullet lukkes. I de fleste tilfælde vender hjerterytmen i løbet af nogle dage tilbage til det normale, men hos godt én procent er det nødvendigt at indoperere en pacemaker.

Nedsat pumpekraft viser sig ved lavt blodtryk, dårlig iltmætning i blodet, der kommer retur til hjertet, ophobning af syre i kroppen, og en ekkokardiografi vil vise, at hjertet pumper dårligt. Oftest er det en forbigående tilstand, som kan afhjælpes med medicin, men svigt af hjertepumpen kan være alvorligt. I sjældne tilfælde kan det hjælpe at tilkoble en CPS eller ECMO maskine.

Infektion/betændelse kan forekomme både i såret (sårbetændelse), i lungerne (lungebetændelse), i urinvejene (blærebetændelse), og i selve hjertet (endocarditis). Betændelse kan også forekomme i blodet, uden at vi kan finde andre steder, det kommer fra. Typen af bakterie, der giver betændelsen, kan findes ved hjælp af podning og bloddyrkning. Men det er ikke altid, vi finder forklaringen. Behandlingen er antibiotika, der retter sig mod de bakterier, vi finder.