Hvad er plasmaferese og hvordan foregår behandlingen?

Ved plasmaferese fjernes plasmaet og erstattes med Albumin, der kommer fra raske bloddonorers plasma. Plasma er den "tynde del" af blodet uden blodlegemer.

Ved hjælp af ultralyd lægger vi en kanyle (en tynd plastikslange) i begge dine arme. Blodet føres fra den ene arm gennem sterilt engangsudstyr over i en maskine, hvor det centrifugeres og plasmaet skilles fra. Resten af blodet sendes tilbage til dig sammen med Albumin via den anden kanyle.

For at undgå at blodet størkner, mens det befinder sig i aferesemaskinen, tilsættes citrat, der nedsætter calciumindholdet i blodet. For at du ikke skal få symptomer på for lavt calciumindhold, tilsætter vi calcium til det blod, der fra maskinen sendes tilbage til dig. Hvis du mod forventning oplever en snurrende fornemmelse i fingre eller læber, er det vigtigt, at du siger til, så vi kan justere på calciummængden.

Behandlingen varer ca. 1½-3 timer. Som bivirkning til behandlingen, vil du måske føle dig lidt træt resten af dagen. Ved eventuelle andre symptomer skal du henvende dig til personalet på din stamafdeling.

Hvor skal jeg møde?

Du skal møde i "Afereseklinikken", se    Find vej

Må jeg selv køre til og fra behandling?

Du må som udgangspunkt godt selv køre til og fra behandling ( hvis du har det godt) men den første gang vil det være godt at undgå at køre selv, hvis du af en eller anden grund skulle blive utilpas under eller efter behandlingen.

Der vil være mulighed for parkering se    Find vej

Offentlig transport: Der er både bus og letbane, der har stop ved hospitalet

Patientbefordring:

Region Midt: https://www.midttrafik.dk/flextrafik/patientbefordring/

Region Nord: https://rn.dk/om-region-nordjylland/organisation/center-for-administration/patientbefordring

Region Syd:https://regionsyddanmark.dk/wm406205

Må jeg tage min medicin på behandlingsdagen?

Du må gerne tage din faste medicin, men hvis det er noget, du kun skal tage en gang om dagen, er det bedst at vente til efter behandlingen.
Undlad at tage vanddrivende medicin til efter behandlingen.

Øvrige praktiske oplysninger

  • Drik gerne godt med væske i dagene op til behandlingen.
  • Medbring selv mad til behandlingsdagen, da vi kun kan byde på drikkevarer.
  • Du skal ligge i en seng, og derfor er det en god idé at have en kortærmet bluse eller lignende på.
  • Nogle kan føle sig trætte efter behandlingen.
  • Hvis du bliver forhindret i at møde op til behandling, er det vigtigt at ringe  besked så hurtigt som muligt,
    se    Kontakt