Hvad er stamcellehøst og hvordan foregår det?

Stamcellehøst er en opsamling af stamceller fra blodet. Disse befinder sig normalt inde i knoglemarven (f.eks. i bækkenet), hvor de danner henholdsvis røde og hvide blodlegemer plus blodplader.

De sidste dage før stamcellehøsten får du en indsprøjtning med væksthormon under huden. Det får stamcellerne til at formere sig så meget, at de spredes til blodet. Ved hjælp af ultralyd lægger vi en kanyle (en tynd plastikslange) i begge dine arme. Blodet føres fra den ene arm gennem sterilt engangsudstyr over i en maskine, hvor det centrifugeres og stamcellerne skilles fra. Resten af blodet sendes tilbage til dig via den anden kanyle. For at undgå at blodet størkner, mens det befinder sig i aferesemaskinen, tilsættes citrat, der nedsætter calciumindholdet i blodet.

For at du ikke skal få symptomer på for lavt calciumindhold, tilsætter vi calcium til det blod, der fra maskinen sendes tilbage til dig. Hvis du mod forventning oplever en snurrende fornemmelse i fingre eller læber, er det vigtigt, at du siger til, så vi kan justere på calciummængden. Opsamlingen varer mellem 2 og 6 timer.

Nogle gange opsamles et tilstrækkeligt antal stamceller ved en enkelt stamcellehøst, men ellers gentages proceduren dagen efter.

Hvor skal jeg møde?

Du skal møde i "Afereseklinikken", se    Find vej

Må jeg tage min medicin på behandlingsdagen?

Du må gerne tage din faste medicin. Undlad at tage vanddrivende medicin til efter behandlingen.

Øvrige praktiske oplysninger:

* Drik rigeligt med væske i dagene op til behandlingen.

* Medbring evt. en madpakke, da vi kun kan tilbyde drikkevarer.

* Du skal ligge i en seng, og derfor er det en god ide at have behageligt tøj på.

* Vi skal stikke i begge arme, og derfor er det en god ide at have en kortærmet bluse eller lignende på.