10.04.18

Photo: SignElements.           

Der er en klar sammenhæng mellem alvorlige hovedskader og demens, viser en ny undersøgelse baseret på data fra næsten 2,8 mio. danskere.

Hvis man får en alvorlig hovedskade – en hjernerystelse, en hjerneskade eller et kraniebrud - har man øget risiko for senere i livet at udvikle demens.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Københavns Universitetshospital og University of Washington i USA, som i dag er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Lancet Psychiatry.

Både i Danmark og USA har man i de seneste år diskuteret, om der kunne være en sammenhæng mellem hovedtraumer og demens. Især indenfor kontaktsportsgrene som håndbold, fodbold og boksning.

Eksisterende forskning inden for området har dog ikke givet et klart svar. Men i det nye forskningsprojekt har man haft adgang til at kunne følge data fra knap 2,8 mio. danskere gennem Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret i en længere årrække (1977-2013).

Resultaterne viste, at danskere, der havde været udsat for et hovedtraume, havde en 24 procent højere risiko for at udvikle demens end dem, der ikke havde slået hovedet. En enkelt meget alvorlig hovedskade fik risikoen for demens til at stige med 35 procent, men også en enkelt let hovedskade fik risikoen til at stige – dog kun med 17 procent. Og jo flere hovedskader, desto højere var risikoen for at udvikle demens.

- Meget alvorlige hovedskader forekommer især blandt unge mennesker. Og det er bekymrende, at risikoen for demens er særligt høj for relativt unge mennesker, siger overlæge Jakob Christensen fra Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.


Pas på hovedet

I dag kender man ikke til medicinske behandlinger, der kan afhjælpe skader på hjernen, som kommer efter et hovedtraume. Genoptræning er ofte vanskelig, langvarig og meget krævende.

- Derfor er det vigtigt at undgå at slå hovedet i størst muligt omfang. Det kan f.eks. ske ved at passe på hovedet i trafikken og undgå aktiviteter, hvor man tilsigter at slå hovedet.

- Alle – også unge mennesker – skal beskytte hjernen mod skader. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge cykelhjelm. Det er også vigtigt, at hovedskader mindskes mest muligt i sport, f.eks. i boksning.

 

Bag om forskningsresultatet:


Fakta om studietype: Studiet var populationsbaseret - baseret på danske registre. Studiet inkluderede næsten 2,8 mio. danskere, hvoraf mere end 132.000 (5%) havde haft et hovedtraume.

Samarbejdspartnere fra ind- og udland: Studiet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Københavns Universitetshospital og Department of Psychiatry and Behavioral Sciences, University of Washington, Seattle, WA, USA.

Ekstern finansiering: Studiet er støttet af Lundbeck Fonden (number R155-2012-11280).

Oplysninger om eventuelle habilitetsproblemer: Der er ikke identificeret habilitetsproblemer i relation til studiet.

Direkte link til den videnskabelige artikel:
Jesse R Fann, Anette Riisgaard Ribe, Henrik Schou Pedersen, Morten Fenger-Grøn, Jakob Christensen, Michael Eriksen Benros, Mogens Vestergaard:

Long-term risk of dementia among people with traumatic brain injury in Denmark: a population-based observational cohort study

Lancet Psychiatry, published Online April 10, 2018

http://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366(18)30065-8/fulltext   

 

For yderligere oplysninger:

Jakob Christensen, overlæge, ph.d., dr.med., klinisk lektor, Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, mobil 60 86 58 99, e-mail: jakob@clin.au.dk

Mogens Vestergaard, professor, Institut for Folkesundhed (MEPRICA), Aarhus Universitet, mobil 23 43 99 90, e-mail: mv@ph.au.dk