I dit indkaldelsesbrev, som du modtager i din e-Boks, kan du læse hvorvidt du skal møde fastende og opereres samme dag som du møder, eller om operationen skal foregå dagen efter indlæggelsen. Du skal møde i vores sengeafsnit.

Planlagt indlæggelse

Når du ankommer skal du skanne dit sygesikringskort og tage plads. Herefter vil du blive modtaget af en sygeplejerske.

Inden du møder til operationen er det vigtigt, at du har læst og fulgt de vejledninger, som følger med dit indkaldelsesbrev.

  • Læs indkaldelsesbrevet godt igennem. Vær opmærksom på evt. ændringer i medicin indtag 
  • Læs patientvejledningerne godt igennem
  • Sørg for at have aftaler om hjælp til de praktiske gøremål efter udskrivelsen, afhængig af behovet
  • Vær i så god fysisk form som mulig inden indlæggelsen. Træn f.eks ved at  gå ture, løbe eller cykle 

Læs gerne vores patientinformation om:

Akut indlæggelse

Hvis du har behov for akut indlæggelse, kan dette ske via kontakt til din egen læge eller vagtlæge.

Til indlæggelsen skal du medbringe en liste over din medicin, eventuelt egen medicin og toiletsager. 

Åben indlæggelse

Du kan få etableret en aftale om åben indlæggelse via os eller via Det Palliative Team eller egen læge.

Ting du skal medbringe til indlæggelse 

  • Skriftlig oversigt over hvilken medicin du får 
  • Morgenkåbe/slåbrok 
  • Hjemmesko, behageligt fodtøj 
  • Toilettaske, barbergrej 
  • Behageligt, løstsiddende tøj 
  • Læsestof, håndarbejde eller lignende
  • Medicin 
  • Eventuelle hjælpemidler

Det er en god idé ikke at medbringe værdigenstande.

Operationen                                          

Du vil blive forberedt til operation i Urinvejskirurgisk Klinik eller i Urinvejskirurgisk Modtagelse.

En væsentlig del af operationerne på Urinvejskirurgisk Afdeling foretages på Dagkirurgi.

Du kan orientere dig nærmere på deres hjemmeside: Dagkirurgi

Forberedelsesdag

På forberedelsesdagen er der følgende program:

  • Blodprøver skal tages inden ankomst i Urinvejskirurgisk Modtagelse (se indkaldelsesbrev) 
  • Journaloptagelse 
  • Urinprøve 
  • Eventuelt hjertekardiogram 
  • Samtale med plejepersonale 
  • Samtale med narkoselæge 
  • Eventuelt samtale med fysioterapeut 

Besøget tager en hel dag og der vil være noget ventetid mellem de forskellige samtaler. Det er derfor en god idé at tage lidt læsestof med.

Mødetid på operationsdagen aftales med sygeplejersken.

Faste

At være fastende betyder: 

  • at du ikke må spise efter kl. 24.00 aftenen inden operationen 
  • at du ikke må indtages mælkeholdige drikke efter kl. 24.00 aftenen inden operationen
  • at du kun må drikke vand eller saftevand indtil kl. 06.00. Du opfordres til at tage 2 glas saftevand lige inden kl. 6.00 

Hygiejne før operationen

Se vores pjece omkring hygiejne - Hygiejne før operation

Aktivitet efter operationen

Det er af stor betydning at være så fysisk aktiv som muligt efter operationen. Fysisk aktivitet giver alment velvære, energi, overskud og sætter gang i maven, hvilket er vigtig efter operationen.

Den fysiske aktivitet starter umiddelbart efter operationen og kan være at sidde på sengekanten, sidde i en lænestol, varetagelse af personlig hygiejne og gåture på gangen.

Pårørende og besøgstider

Afdelingen har fri besøgstid. Vi tilstræber dog, at der er ro på selve sengestuerne i tidsrummet kl. 12.30 til kl. 14.00 og efter kl. 21.00.

Det er dog altid muligt at du kan være sammen med din pårørende i området ved dagligstuerne.

Det er muligt at købe mad i hospitalets kantine og madautomat. 

Kontakt og forespørgsler

Det er hensigtsmæssigt, at kun én pårørende har kontakten til afdelingen og formidler videre til øvrige pårørende.

Vi gør opmærksom på personalets tavshedspligt. Denne betyder, at personalet kun giver oplysninger til de pårørende, som den enkelte patient har givet tilladelse til. 

Udskrivelse - hjælp når du kommer hjem

Inden indlæggelsen er det en god ide, at du sammen med dine pårørende har sikret dig mulighed for hjælp til praktiske gøremål, når du kommer hjem.

Inden udskrivelsen vil vi i samarbejde med dig planlægge og eventuelt etablere den hjælp, du yderligere har behov for.

Sørg for at have indkøbt paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol). Har du brug for yderligere smertestillende, vil du få en recept.


Ernæring og måltider

Kosten har stor betydning for at komme sig efter en operation og et indlæggelsesforløb. Vi har fokus på, at alle patienter får næringsbehovet dækket. 

Du vil få serveret kost, der er federe og mere proteinrig end anbefalinger for ikke syge. Vi tilbyder forskellige protein- og kaloriedrikke, som supplement til måltiderne. 

Maden serveres af personalet af hensyn til hygiejnen. 

Morgenmad

Ca. kl. 08:00 

Middagsmad

Ca. kl. 12:00 

Eftermiddagskaffe

Ca. kl. 14:30 

Aftensmad

Ca. kl. 18:00 

Aftenkaffe

Ca. kl. 20:00  

Efter udskrivelse - hvad gør du, hvis der er problemer?

Hvis der opstår problemer i forbindelse med din sygdom indenfor 24 timer efter udskrivelsen, må du kontakte sengeafsnittet.

 

Du skal også kontakte sengeafsnittet, hvis du får:

  • feber over 38.5 grader eller
  • du ikke kan komme af med vandet eller
  • du har kraftig blødning

Hvis du i forvejen har tilknytning til en hjemmesygeplejerske, kan du henvende dig dertil ved problemer med vandladningen.

 

Hvis der opstår problemer i forbindelse med din sygdom 24 timer efter din udskrivelse fra vores sengeafsnit, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.

Sexologisk rådgivning

er et tilbud til patienter der er i behandling på Urinvejskirurgi. Rådgivningen varetages af en erfaren urologisk sygeplejerske, der er specialist i sexologisk rådgivning.                                    

Der er tilknyttet en overlæge i urologi til rådgivningsfunktionen.

Rådgivningen foregår ved individuelle samtaler af ca. en times varighed. Der er mulighed for, at ægtefælle eller partner kan deltage.

Så godt som alle sygdomme og mange behandlingsformer for sygdomme i urinvejene kan risikere at påvirke den enkeltes seksualitet negativt. Der kan blandt andet være tale om nerveskader efter operation eller strålebehandling, fjernelse af erogene organer, ændret lystfølelse og seksualdrift som følge af hormonbehandling, ændret kropsbillede for eksempel på grund af ar, stomi, tab af muskler eller hår.

Aftale om konsultation:

Kontakt rådgiver og sygeplejerske Anne-Dorte Seyer-Hansen, e-mail: raadgivning@auh.rm.dk eller lægesekretær på telefon 7845 2657.

Der er mulighed for at aftale tid i forbindelse med dit ambulante besøg eller via din kontaktperson (se kontaktkort).

På hjemmesiden www.klinisksexologi.dk kan du blandt andet søge efter en sexologisk behandler nær dig, eller du kan finde information om sexologiske uddannelser.