Billede af patient og radiograf ved MR-skanner

Hvad er MR-skanning?

MR er forkortelsen for magnetisk resonans. MR-skanning er god til at give detaljerede billeder af de indre væv og organer uden anvendelse af røntgenstråler. Ved hjælp af et kraftigt magnetfelt, radiobølger og en antenne opfanges signalerne og bearbejdes til billeder i en computer. 

Du kan se en animeret forklaring på, hvad MR-skanning er på sundhed.dk

 

Hvordan skal jeg forberede mig til undersøgelsen?

Det fremgår af indkaldelsesbrevet og den medsendte patientvejledning, hvis der er forberedelser til den undersøgelse du skal til. Læs derfor materialet grundigt igennem, så du er godt forberedt til undersøgelsen. Den læge der henviser dig, vil sørge for, at du får taget eventuelle relevante blodprøver inden undersøgelsen, ligesom lægen kan være behjælpelig med beroligende medicin, hvis du for eksempel lider af klaustrofobi. Her kan du læse mere om forberedelser før undersøgelser.

 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du ligger på et leje, der bliver kørt ind i en rørformet magnet, som er åben i begge ender og forsynet med lys og ventilation. MR-skanneren laver nogle høje bankelyde og du vil blive tilbudt ørepropper eller høreværn - eventuelt med musik.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Til nogle undersøgelser skal du være iført patienttøj. Tøjet får du udleveret af personalet i afdelingen.