Hvad er glaukom?
Glaukom (grøn stær) er en kronisk øjensygdom, som rammer ca. 2% af befolkningen, overvejende ældre.
Ved glaukom er synsnerven beskadiget. Symptomerne på glaukom er blinde pletter i synsfeltet, indsnævring af synsfeltet og i de sværeste tilfælde blindhed.
Udviklingen af glaukom skyldes ofte, at trykket i øjet er for højt; men andre faktorer såsom dårlig blodforsyning til synsnerven har også be-tydning for udvikling af sygdommen.
Der findes forskellige former for glaukom. Hyppigst drejer det sig om en kronisk, fremadskridende form, som i starten er symptomløs og derfor kun opdages ved en øjenundersøgelse. I sjældnere tilfælde kan glaukom debutere med en akut smertegivende trykstigning i øjet.
Diagnosen glaukom kan stilles ved undersøgelse af synsnerven og synsfeltet samt måling af øjentrykket.
Hvordan behandles glaukom?
Synsskader opstået på grund af glaukom kan ikke behandles; men behandling kan stoppe eller bremse yderlig udvikling af sygdommen.
Behandlingen har til formål at sænke øjentrykket og afhænger af hvilken form for glaukom, det drejer sig om. I første omgang behandles med tryknedsættende øjendråber og eventuelt laserbehandling. Hvis øjendråber og laserbehandling ikke kan sænke øjentrykket tilstrækkeligt, kan en tryknedsættende operation komme på tale.