Som andre steder i kroppen kan der opstå betændelsestilstande (inflammation) i øjet – enten på øjets overflade eller i øjet.
Symptomerne på en betændelsestilstand i øjet afhænger af, hvor i øjet den er lokaliseret:

Regnbuehindebetændelse

Regnbuehindebetændelse er en betændelsesreaktion i den forreste del af øjet. Symptomerne på regnbuehindebetændelse er rødme, smerter, øget lysfølsomhed og let nedsat syn.

Årehindebetændelse

Årehindebetændelse er en betændelsesreaktion i den bageste del af øjet.
Symptomerne på årehindebetændelse er sløret syn og bevægelige uklarheder i synsfeltet, hvorimod øjet som regel er blegt og smertefrit.

Årsager til regnbue- og årehindebetændelse

Der er mange årsager til regnbue- og årehindebetændelse. Hyppigst drejer det sig om en autoimmun tilstand (fejlreaktion af kroppens eget immunforsvar), som i nogen tilfælde forekommer sammen med andre autoimmune sygdomme som f.eks. nogle gigt- og bindevævssygdomme. I sjældnere tilfælde skyldes en betændelsesreaktion i øjet en infektion med en mikroorganisme f.eks. efter en øjenoperation eller som følge af spredning af en infektion fra andre dele af kroppen.

Behandling af regnbue- og årehindebetændelse

Behandlingen af regnbue- og årehindebetændelse afhænger af årsagen. Hvis det drejer sig om en autoimmun tilstand er behandlingen primært binyrebarkhormon (øjendråber, injektioner omkring eller i øjet og/eller tabletter). Hvis det derimod drejer sig om en infektion, så er behandlingen primært antibiotika eventuelt i kombination med binyrebarkhormon.

Visse betændelsestilstande i øjet kan blive kroniske og kræve langvarig behandling med binyrebarkhormon eller andre former for immundæmpende medicin som f.eks Methotrexat, Mycophenolatmofetil, Imurel, Humira og Simponi.

Mere information:  

Andre øjensygdomme