Når du får medicin, der dæmper immunforsvaret, vil du også kunne opleve nedsat modstandskraft over for infektioner med bakterier og virus, selvom de fleste tåler behandlingen godt.

Generelt er der ingen regler for ting, du ikke må i dagligdagen – du skal leve dit liv, som du plejer.

Hvis du får en infektion, skal du dog være opmærksom på, om du skal holde pause med din medicin, indtil infektionen er overstået. De få patienter, som har problemer med gentagne infektioner kan sættes i fast behandling med en lille dosis forebyggende antibiotika.

Det anbefales ikke almindeligvis at give særlige vaccinationer mod influenza, lungebetændelse eller lignende, men kun hos patienter, som vurderes at være i særlig risiko. Til gengæld må du ikke blive vaccineret med levende vacciner, som gul feber og tuberkulose, da der er en risiko for at blive syg.