Mange mennesker med gigtsygdomme bruger alternative behandlinger for at mindske bivirkninger, smerter og træthed.

Alternativ behandling spænder fra mindfulness over akupunktur til ændring af kost, kosttilskud og egentlig naturmedicin.

Et supplement med medicinsk behandling

Der er endnu ikke fundet belæg for, at alternativ behandling kan erstatte medicinsk behandling, når det gælder at forebygge ledskader og organskader.

Til gengæld kan visse former for behandling være en hjælp sammen med den medicinske behandling. Eksempelvis er fysisk aktivitet vigtig for at bevare funktioner og styrke muskler og led.

Afspændingsterapi

Afspændingsterapi og ændring af tankemønstre kan være gavnligt ved at bedre evnen til at leve med en kronisk sygdom og øge livskvaliteten.

Kostændringer

Studier har ikke kunnet vise effekt af kostændringer, og det er vigtigt, hvis man vil forsøge, at være opmærksom på vigtigheden af en korrekt sammensætning af næringsstoffer og vitaminer, så man undgår fejlernæring.

Naturmedicin og kosttilskud

Naturmedicin og kosttilskud har ikke kunnet vise nogen sikker effekt, selvom fiskeolie er grundigt undersøgt og ser lovende ud, når det gælder ledsmerter. Hvis man vil forsøge naturmedicin, er det vigtigste at være opmærksom på mulige bivirkninger, som feks. leverskade, hjerteproblemer, øget blodfortyndende effekt og især indflydelse på virkning af anden fast medicin.

Naturmedicin er også medicin, men knap så velundersøgt. Tager du en form for naturmedicin, skal din læge informeres for at sikre, at præparaterne kan tages sammen.