Selve knoglemarven er celler i en væske, som findes i hulrummet i mange af vores knogler. Specielt har man meget knoglemarv i lårbensknoglerne, hoftekamsknoglen og i brystbenet.

I knoglemarven findes stamceller, som danner alle cellerne i blodet

I knoglemarven dannes alle blodets celler ud fra stamceller, der deler sig og modnes til alle de forskellige typer af celler, der er i blodet.

Cellerne i vores blod har en begrænset levetid, og det er derfor livsvigtigt, at stamcellerne i vores knoglemarv kan danne nye celler gennem hele livet.

Knoglemarven producerer:

  • Røde blodlegemer: Transporterer ilt fra lungerne rundt i kroppen. Antallet af røde blodlegemer kaldes også for blodprocent. 
  • Blodplader: Er medvirkende til at blodet størkner og stopper en evt. blødning. 
  • Hvide blodlegemer: Bekæmper infektioner med bakterier, virus eller svampe. Disse celler kaldes også under et: Immunforsvaret.


I knoglemarven produceres 170 milloner røde blodlegemer, 10 millioner hvide blodlegemer og 500 millioner blodplader hvert minut.