Beskyttelse af dine personlige data er meget vigtig for os. Nedenfor kan du læse vores politik for databeskyttelse i forhold til, at du melder dig som stamcelledonor. Den beskriver, hvordan vi er forpligtet til at sikre, at dine oplysninger bevares sikkert og i overensstemmelse med Databeskyttelsesforordningen. Vores politik kan læses nedenfor eller til enhver tid på vores hjemmeside www.stamcelledonor.auh.dk

 

Hvilke data registrerer vi?

Når du melder dig som stamcelledonor, registrerer vi dit navn, cpr.nr., fødselsdato, køn, blodtype samt de kontaktinformationer du har oplyst til din blodbank. Desuden tager vi under tapningen en ekstra blodprøve, hvor vi undersøger din vævstype ud fra dit DNA.

 

Hvordan bruger vi dine data?

For at kunne finde et match til en patient, er det nødvendigt, at vi deler nogle af dine data med andre stamcelleregistre eller transplantationscentre. Det kan både være inden og udenfor EU, både til offentlige og private virksomheder.

Følgende data deles: Fødselsdato, køn, alder, blodtype og vævstype. Helbredsinformation fra spørgeskema deles kun med andre efter et nyt samtykke fra dig, dvs. vi beder dig skrive under på, at det er i orden. Dit navn og cpr.nr. vil ALDRIG blive delt.

Vi vil også anvende dine data til statistik, som kan hjælpe os til at målrette vores rekruttering.

Din blodprøve bliver analyseret på et laboratorium i USA. Blodprøven er kun mærket med et laboratorienummer, og vi vil ALDRIG sende andre oplysninger om dig. Blodprøven anvendes KUN til at bestemme din blodtype og vævstype, så vi kan matche dig med en potentiel patient. Blodprøven gemmes i 4 måneder, og herefter smides den ud.

Vi vil kontakte dig ud fra de kontaktinformationer, du har oplyst til din blodbank eller til os.

 

Hvordan beskytter vi dine data?

Vi er som sundhedspersoner underlagt skærpet tavshedspligt. Derudover sikrer vi dine data mod tab, misbrug, uautoriseret adgang, ændring af data eller udveksling af data i overensstemmelse med Databeskyttelsesforordningen.

 

Hvordan deler vi dine data?

Vi vil aldrig sælge eller videregive dine data med det formål at udøve markedsføring eller reklame.

Deling af elektroniske data sker via krypterede beskeder. Vi deler data med hele verdenen og der er forskellige love i forskellige dele af verden. Vi deler kun data med nogle, hvor vi ved, at niveauet af sikkerhed er i overensstemmelse med internationale anbefalinger og love til beskyttelse af persondata. Med din underskrift giver du lov til, at vi kan dele dine data.

 

Hvordan opbevares dine data?

Al den information vi modtager fra dig vil blive opbevaret i henhold til Databeskyttelsesforordningen. Hvis du bliver udvalgt som et match til en patient og donerer stamceller, er vi forpligtet af lovgivning om væv og celler til at gemme dine data i 30 år. Du vil stå i registeret til og med det år, du fylder 61.

Du kan til enhver tid fortryde din tilmelding. Du kan til enhver tid forlange at få udleveret kopier af den information, vi har registreret på dig, og hvem den er sendt til. Du skal bare kontakte os direkte.