Blodprøve og samtaler

1-2 dage før operationen skal du møde til blodprøvetagning. Tidspunktet for blodprøvetagningen er oplyst i dit indkaldelsesbrev.

Efter blodprøvetagningen skal du møde i afdelingen til en samtale med en sygeplejerske, fysioterapeut, narkoselæge, farmaconom (medicinoptegning) og kirurgen. Du skal overnatte hjemme og møde fastende på operationsdagen, hvis ikke andet er aftalt.

Spis godt inden operationen

Det er vigtigt, at du sørger for at spise godt med protein og fedt i dagene/ugerne op til din operation. Gode protein- og fedtkilder er f.eks. kød, kylling, fisk, mejeriprodukter, ost, æg, avokado og nødder.

Efter operationen er det nemlig ikke ualmindeligt, at du mister appetitten og oplever vægttab, hvorfor det er vigtigt, at kroppen har et depot at tære på.

Tobak

Rygning inden operation kan medføre alvorlige komplikationer efter operationen. Det skyldes, at rygning bl.a. svækker immunforsvaret og nedsætter iltforsyningen til kroppens forskellige væv, så du har øget risiko for infektioner, og dit operationssår heler dårligere. Hvis du ryger, anbefaler vi, at du stopper med at ryge i så lang tid som muligt før operationen (gerne 6 uger), da det er den tid, det tager for kroppen at normalisere din hjerte-lungefunktion og immunforsvar. 

Alkohol

Alkohol i større mængder er med til at øge risikoen for infektioner og blødning efter operationen. Hvis du har et alkoholforbrug, som er højere end de anbefalede genstandsgrænser (højst 14 genstande om ugen for kvinder og højst 21 genstande om ugen for mænd), anbefaler vi, at du i mindst 4 uger før operationen helt ophører med at drikke alkohol. Det er den tid, det tager for kroppen at normalisere sig og det vil medvirke til at nedsætte risikoen for komplikationer efter operationen. Hvis du allerede drikker under de anbefalede genstandsgrænser, er risikoen for komplikationer som følge af alkohol lille.

Udskrivelse

Indlæggelsestiden er i gennemsnit ca. 4-8 dage. Det er dog forskelligt fra patient til patient. Har du et hjemstedssygehus overflyttes du hertil, hvis ikke udskrives du direkte til hjemmet. 

Inden du bliver udskrevet, vil du tale med en sygeplejerske, der fortæller dig, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem. I vil sammen vurdere, om du har brug for hjælp derhjemme. Endvidere taler I om den medicin, du skal have efter udskrivelsen samt tidspunkt for evt. ambulant kontrol. 

   Kontakt

   Find vej