Din første undersøgelse og lægesamtale i Hjerne- og Rygkirurgi kaldes en forundersøgelse. Her foretager vi den indledende vurdering af, hvilken form for behandling, du kan tilbydes. 

Forundersøgelsen foregår i Hjerne- og Rygkirurgisk Klinik, Indgang J, Plan 2, J215.

Du vil få optaget journal af en læge, og ofte vil der også være en sygeplejerske til stede. Det kan være nødvendigt med yderligere undersøgelser som forberedelse til en eventuel senere operation, fx blodprøver eller skanninger. Hvis du skal opereres i fuld bedøvelse, vil du også skulle tale med en narkoselæge. Du skal derfor være forberedt på, at forundersøgelsen kan vare op til 3 timer.

Det er ikke altid muligt at give endelig besked om diagnose og behandlingsplan ved selve forundersøgelsen. Hvis det er nødvendigt med flere undersøgelser, vil du blive indkaldt til en ny samtale, når undersøgelserne er udført, og din sygdomsdiagnose er endelig afklaret.

Forberedelse

Inden forundersøgelsen skal du udfylde det oplysningsskema vedr. dit helbred, som du har fået sammen med din indkaldelse. Husk at tage skemaet med til forundersøgelsen.

Vi beder dig også om at få ajourført dit fælles medicinkort (FMK) før forundersøgelsen. Det er vigtigt, at vi får kendskab til din vanlige medicin, også vitamin- og kosttilskud samt naturmedicin, så der er styr på din medicin til forundersøgelsen.

Pårørende

Du er altid velkommen til at tage et familiemedlem eller en god ven med til samtaler i afdelingen. Det kan være en hjælp for både dig og dine pårørende. Dels kan det være rart at have nogen at dele dine oplevelser med, og dels kan det være en fordel, at I er flere, der har hørt, hvad der bliver sagt under samtalen og kan hjælpe hinanden med at stille spørgsmål.

De hyppigste undersøgelser og behandlingsformer

Du kan forvente, at du skal have taget blodprøver og/eller EKG i dit behandlingsforløb, lige som der kan være behov for, at du får taget røntgenbilleder og får udført skanninger.

Du kan læse mere om blodprøver og EKG på hjemmesiden for Blodprøver og Biokemi.

Du kan læse mere om røntgenbilleder, skanninger og øvrige undersøgelser og behandlinger på Neuroradiologisk Afdelings hjemmeside.

Du kan læse om de hyppigste sygdomme og behandlingsformer i pjecer og vejledninger fra Hjerne- og Rygkirurgi.