Hvad er faste?

Faste i forbindelse med en operation, er når man i et bestemt tidsrum, undlader at spise og drikke.

Fasteregler

Reglerne er klare og skal overholdes for, at vi kan operere dit barn.

  • Indtil 6 timer før Jeres mødetid på Dagkirurgi, må barnet spise som det plejer.
  • Indtil 2 timer før Jeres mødetid på Dagkirurgi, opfordres dit barn til at drikke tynde, klare gerne sukkerholdige væsker.

Tynde klare væsker: saft, juice, te uden mælk, vand. Dit barn må IKKE drikke mælk, drikkeyoughurt, te/kakao med mælk.

Eksempel: Skal dit barn møde kl. 10, er det en god ide, at give det saft indtil kl. 8 og derefter intet. Barnet må da sidst have spist kl. 04 om morgenen, eller i praksis, ofte aftnen før ved sovetid.

Fasteregler for spædbørn

  • Ved spædbørn, der får modermælk, skal amning være afsluttet 4 timer før mødetid.
  • Modermælkserstatning må gives indtil 6 timer før mødetid.
  • Tynde klare væsker må drikkes indtil 2 timer før mødetid.

Hvorfor faste?

Når dit barn bliver bedøvet, afslappes alle muskler. Hvis mavesækken ikke er tom, er der risiko for at indholdet i dit barns mave løber op og kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Mad og mælkeholdige produkter tømmer sig langsommere fra maven end tynde klare væsker. Derfor er der længere tids faste for disse fødevarer.

Hvilken konsekvens?

Som nævnt, kan dit barn blive alvorligt sygt med indlæggelse til følge, hvis ikke dit barn er korrekt fastende. Derfor risikerer dit barn at få sin operation aflyst. Dette sker, medmindre vi har mulighed for at foretage operationen senere på dagen, når dit barn er korrekt fastende. Dette kan vi dog ikke garantere, så sæt dig godt ind i fastereglerne.

Mere information til børn i Dagkirurgi